Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 115 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. november 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 115 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere artiklen: "Sagspres: Sager hober sig op ved domstolene", der blev bragt i Information den 20. oktober 2008, og herunder oplyse, om ministeren kan bekræfte den store sagsophobning, og hvad regeringen vil tage af initiativer for at rette op på problemet"”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der har oplyst følgende:

 

”Det fremgår af artiklen i Information, at Information på baggrund af tal fra Domstolsstyrelsen har beregnet, at der efter gennemførelsen af domstolsreformen den 1. januar 2007 er opstået en sagspukkel på 9.300 straffesager og 4.900 civile sager.

 

Domstolsstyrelsen kan bekræfte, at der siden 1. januar 2007 er sket en væsentlig stigning i antallet af verserende civile sager og straffesager ved byretterne.

 

Primo 2007 var der således i alt 24.712 verserende straffesager ved byretterne, mens der ved udgangen af 1. halvår 2008 var verserende 31.481 sager, svarende til en stigning på 6.769 straffesager. For så vidt angår civile sager var der primo 2007 i alt 27.611 verserende civile sager ved byretterne, mens der ved udgangen af 1. halvår 2008 var 33.772 verserende sager, svarende til en stigning på 6.161 sager.

 

Som anført i artiklen, er der også sket en væsentlig stigning i antallet af verserende fogedsager ved byretterne.

 

Ophobningen af sager skyldes blandt andet ændringerne af retskredsstrukturen og de mange nye opgaver og ændrede procesregler, som dels er udløst af domstolsreformen, dels er udløst af en række samtidige lovændringer, som f.eks. ændrede regler om fri proces og retshjælp, gruppesøgsmål, retsmægling og nye regler for behandling af sager på det familieretlige område.

 

Byretterne har i 1. halvår 2008 afsluttet flere sager, end de gjorde i 1. halvår 2006, dvs. før gennemførelsen af domstolsreformen. På grund af den store stigning i antallet af blandt andet fogedsager forventer Domstolsstyrelsen imidlertid ikke, at der inden for domstolenes nuværende bevillingsmæssige rammer kan ske en væsentlig nedbringelse af antallet af verserende sager ved domstolene inden for en kortere årrække.

 

Det er Domstolsstyrelsens vurdering, at der er behov for en væsentlig og permanent styrkelse af domstolene på kontorområdet. Den midlertidige styrkelse af domstolene med 100 årsværk, som er indeholdt i finanslovsaftalen for 2009, er således ikke tilstrækkelig til at imødegå stigningerne i antallet af sager.”

 

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at sagsophobningen ved retterne i vidt omfang hænger sammen med, at der i 2007, hvor det praktiske arbejde med sammenlægning af retterne var på sit højeste, var et produktionstab på 7-8 % i byretterne.

 

Af statistikkerne for domstolenes sagsbehandlingstider, som blev sendt til Folketingets Retsudvalg den 25. september 2008, fremgår imidlertid, at domstolenes aktivitet igen er øget. Der er således i 1. halvår 2008 produceret væsentligt flere sager end i 2007 og samtidig flere end i 2006 – dvs. før reformen, og Domstolsstyrelsen har herudover oplyst over for Justitsministeriet, at tallene for 3. kvartal 2008 tyder på, at byretterne har været i stand til at opretholde det høje aktivitetsniveau fra 1. halvår 2008.

 

Fokus må efter Justitsministeriets opfattelse i første række være på at fastholde og fortsætte denne positive udvikling med øget produktion ved domstolene og at få de rammer, der er skabt med domstolsreformen, til at fungere bedre. Det er regeringens forventning, at den midlertidige styrkelse på 100 administrative årsværk, der er indeholdt i forslaget til finanslov for 2009, vil medvirke hertil.

 

Som det fremgår af den politiske aftale om finansloven for 2009, vil regeringen inden 1. april 2009 endvidere udarbejde en status for implementeringen af domstolsreformen, herunder en status for sagsaktiviteten og sagsbehandlingstiden i domstolene. Udviklingen i antallet af fogedsager og tvangsauktioner samt i antallet straffesager vil naturligt indgå i den nævnte status.