Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 111 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. november 2008.
Brian Mikkelsen
/
 Carsten Kristian Vollmer
Spørgsmål nr. 111 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
â€Ministeren bedes kommentere REU alm. del – bilag 73.â€
Svar:
Det omtalte bilag 73 indeholder et oplæg til en uddannelse af kontrollører på fodboldstadions. Det kan i den forbindelse oplyses, at efter § 4, stk. 1, i lov nr. 307 af 30. april 2008 om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder er autorisation af kontrollører ved bestemte idrætsbegivenheder bl.a. betinget af, at den pågældende opfylder de krav til uddannelse, som justitsministeren fastsætter.
Det er i forarbejderne til bestemmelsen i lovens § 4 forudsat, at uddannelsen i praksis vil blive forankret hos DBU og Divisionsforeningen, men udviklet i tæt samarbejde med bl.a. Rigspolitiet.
Det er endvidere forudsat, at det i alle tilfælde vil være en betingelse for, at et uddannelsesforløb kan danne grundlag for autorisation, at Justitsministeriet har godkendt dette.
De nærmere krav til kontrolløruddannelsen fremgår af bekendtgørelse nr. 650 af 26. juni 2008 om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder. Efter § 2 i bekendtgørelsen er det således en betingelse for at opnå autorisation som kontrollør ved de idrætsbegivenheder, der er omfattet af loven om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, at vedkommende har gennemført en uddannelse, der giver den pågældende det fornødne kendskab til de regler, som er relevante for autoriserede kontrollører, herunder om behandling af personoplysninger, magtanvendelse og forbud mod diskrimination. Uddannelsen skal også sikre, at vedkommende får den fornødne viden om kontrollørers opgaver, generel sikkerhed på stadion, egen sikkerhed, konflikthåndtering, samarbejde med politiet og publikumshåndtering.
Justitsministeriet har i øvrigt til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:
â€Rigspolitiet har ved brev af 14. november 2008 til Justitsministeriet videresendt en ansøgning fra DBU om godkendelse af uddannelse af kontrollører ved bestemte idrætsbegivenheder.
Ved brev af 21. november 2008 har Justitsministeriet meddelt, at DBU’s kontrolløruddannelse kan godkendes, jf. herved § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 650 af 26. juni 2008 om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder. Ministeriet har samtidig tilsluttet sig nogle bemærkninger af mere teknisk/praktisk karakter, som Rigspolitiet har anført i forbindelse med fremsendelsen af ansøgningen, herunder at godkendelsen betinges af, at uddannelsen evalueres med udgangen af 2009.
Kontrolløruddannelsen og de enkelte moduler heri er udviklet i tæt samarbejde mellem DBU, Divisionsforeningen, Rigspolitiet og repræsentanter fra politikredsene.
Uddannelse består af 4 moduler:
· 1. Modul - Lov og ret (5 timer)
o Lovgivning
o Håndtering af personfølsomme oplysninger
o Samarbejde med politiet
o Fankultur
· 2. Modul - Kontrolløren (7 timer)
o Kontrollørens virke
o Kontrollørens opgaver
o Personlig sikkerhed
· 3. Modul - Stadionsikkerhed (6 timer)
o Sikkerhed på stadion, herunder brandbekæmpelse og evakuering
· 4. Modul - Publikumshåndtering (7 timer)
o publikumskontakt, herunder bl.a. konflikthåndtering
Uddannelsen vil blive tilrettelagt således, at de ansøgere, der kan dokumentere de fornødne kvalifikationer fra tidligere undervisning, eksempelvis i klubregi eller som godkendt vagt eller dørmand, kan nøjes med at gennemgå modul 1, mens andre ansøgere skal gennemgå samtlige fire moduler.
DBU har over for Rigspolitiet oplyst, at undervisningen i modul 1 forventes at være afsluttet inden udgangen af februar mÃ¥ned 2009, og at undervisningen i det fulde 25 timers forløb forventes at være afsluttet inden udgangen af april mÃ¥ned 2009.â€