Spørgsmål nr. 1102 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ministeren bedes redegøre for, hvorfor politiet tilsyneladen-de stort set aldrig har benyttet sig af Justitsministeriets særli-ge hundeenhed?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fraRigspolitiet, der har oplyst følgende:”Efter hundelovens § 6, stk. 2, nr. 2, kan politiet træffe afgø-relse om at lade en hund aflive, såfremt den har forvoldt ska-de på et menneske eller anden væsentlig skade, eller der i øv-rigt er grundlag for at antage, at hunden kan være farlig forsine omgivelser.På politiets anmodning er besidderen af hunden forpligtet tilat medvirke til en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd,inden der træffes afgørelse om aflivning, jf. hundelovens § 6a, stk. 1.Omvendt kan besidderen selv forlange, at der foretages ensådan hundesagkyndig undersøgelse, inden politiet træfferafgørelse om aflivning af hunden, jf. § 6 a, stk. 2.Foretagelse af hundesagkyndig undersøgelse kommer såledesefter hundeloven kun på tale, såfremt politiet finder, at der ergrundlag for at overveje aflivning af hunden.I sådanne tilfælde sker der hyppigt forelæggelse af sagen foren af de særligt hundesagkyndige, enten på politiets foran-ledning eller efter anmodning fra hundens besidder. Rigspoli-tiet er imidlertid ikke i besiddelse af statistisk materiale, derkan belyse omfanget af brugen af de hundesagkyndige i sa-ger, hvor aflivning af en hund overvejes.Hvis politiet vurderer, at faren for, at en hund forvolder ska-de, kan afværges ved en mindre indgribende foranstaltning,kan politiet give hundens besidder et pålæg om, at hundenskal føres i snor og/eller bære mundkurv, jf. hundelovens § 6,stk. 2, nr. 1. Der er ikke efter hundeloven hjemmel til at for-lange, at der foretages hundesagkyndig undersøgelse i sådan-ne tilfælde.”