Med henvisning til nedenstående indlæg i nyhed og reportager i Radio Midt & Vest og TV Midt & Vest, den 28. juli 2009, kl. 07.30, bedes oplyst, om ministeren mener, at det er acceptabelt, at redningstjenesten har måttet rykke ud til 30 falske nødblus-alarmer, der koster 100.000 kr. pr. gang, på grund af rispapirlamper, og om ministeren vil tage initiativ til at indføre regler om, at der skal søges tilladelse hos myndighederne for at opsætte disse lamper.
"Rispapirlamper giver falske alarmer
Alene i 2009 er redningsfolk rykket ud til 30 falske alarmer på grund af rispapirlamper.
Rispapirlamperne forveksles med nødblus, og får bekymrede borgere til at slå alarm, og det koster 100.000 kroner pr. gang.
Senest ledte helikoptere og redningsbåde efter nødstedte i Limfjorden søndag aften.
Igen viste det sig at være rispapirlamper, der var årsag til forvirringen.
Nu må det være nok, siger Mogens Jensen, der er medlem af Folketingets retsudvalg for socialdemokraterne, og valgt i Herning.
Også SF's retsordfører, Karina Lorentzen vil rejse sagen overfor justitsministeren, siger hun til Thisted Dagblad."
Dato: 31-07-2009
Status: Endeligt besvaret