<DOCUMENT_START>

 

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 104 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. november 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 104 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere artiklerne af 28. september 2008 fra Jydske Vestkysten: ”Da dyrepasseren fik nok” og uge 41, 2008, fra Ude og Hjemme: ”Dyr mishandles på Tvind-Skole”.”

 

Svar:

 

Artiklerne, der nævnes i spørgsmålet, omhandler en tidligere ansat dyrepassers kritik af dyrenes forhold i Christianshede Zoo.

 

Justitsministeriet kan i den anledning oplyse, at zoologiske haver, dyreparker og lignende ikke må oprettes uden politidirektørens tilladelse, jf. dyreværnslovens § 17, stk. 3, 1. pkt.

 

Ifølge dyreværnslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., kan justitsministeren fastsætte regler om indretning og drift af zoologiske haver mv. og om tilsyn. I medfør heraf har justitsministeren udstedt bekendtgørelse nr. 1023 af 12. december 2002 om godkendelse af og tilsyn med zoologiske anlæg mv., som ændret ved bekendtgørelse nr. 1190 af 29. november 2006.

 

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om placering af zoologiske haver mv. (§ 9), indretning af dyreanlæg (§§ 10-14), krav til personale mv. (§§ 15-17) og fodring (§ 22). 

 

Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at den daglige pasning af dyrene skal varetages af faguddannet personale eller personale, som på anden måde har opnået tilsvarende faglig viden, jf. § 15. Ifølge bekendtgørelsens § 17 skal der til en zoologiske have mv. være tilknyttet en autoriseret dyrlæge, og dyrlægen skal tilse dyrene mindst én gang om måneden.

 

Politiet fører tilsyn med zoologiske haver mv. og skal årligt foretage eftersyn, jf. bekendtgørelsens § 24. Eftersynet kan foretages sammen med Rådet vedrørende hold af særlige dyr og fødevareregionen.

 

Politidirektøren kan tilbagekalde en godkendelse, hvis der sker grov eller gentagen overtrædelse af kravene til en godkendelse eller de vilkår, der er fastsat i forbindelse med en godkendelse, jf. bekendtgørelsens § 25, stk. 1.

 

Medmindre højere straf er forskyldt i medfør af anden lovgivning, straffes overtrædelse af bekendtgørelsens §§ 9, 11-17 og 22 med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 1, 1. pkt.

 

Ved siden af bekendtgørelsens regler gælder dyreværnslovens almindelige regler også for dyr i zoologiske haver mv., herunder dyreværnslovens § 1, hvoraf det fremgår, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

 

Det beror i sidste instans på domstolenes konkrete vurdering af de relevante omstændigheder i den enkelte sag, om der er sket en overtrædelse af de nævnte regler. Da en kommentar til artiklerne, som er nævnt i spørgsmålet, kan indebære en stillingtagen til, om reglerne er overtrådt, finder Justitsministeriet det af principielle grunde rigtigst ikke at udtale sig herom.