ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 581381

12. november 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 4 alm. del stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 8. oktober 2008.    

 

 

 

Spørgsmål 4:

Hvorfor har "selv sunde pengeinstitutter svært ved at finde likviditet" jf. aftalen om finansiel stabilitet, når Nationalbanken har stillet likviditet til rådighed?

 

Svar:

Jeg har fra Nationalbanken modtaget følgende udtalelse, hvortil jeg kan henholde mig:

 

"Den finansielle krise havde i løbet af de seneste uger op til, at aftalen om finansiel stabilitet blev indgået den 5.oktober, taget en drejning, således at det var Nationalbankens vurdering, at den finansielle stabilitet i Danmark var truet. Der var stor risiko for, at mange små og mellemstore banker i de kommende par uger ville komme i alvorlige likviditetsvanskeligheder. Samtidig var situationen internationalt så anspændt, at rygter meget hurtigt kunne sætte selv meget store banker ud af spillet.

 

Nationalbanken havde løbende udvidet bankernes finansieringsmuligheder, senest ved at låne ud med sikkerhed i fx aktier og på basis af bankernes overskydende solvens. Det vil for en mellemstor bank typisk betyde en ekstra låneadgang på omkring 1,5 mia.kr., hvilket er mellem 5 og 10 pct. af balancen, mens de samme banker ofte har indlånsunderskud på 20 til 30 pct. af balancen. Resultatet var, at mange banker frem til aftalen om finansiel stabilitet hutlede sig frem ved at rulle store finansieringsbeløb foran sig, dvs. at de hver dag skulle refinansiere store beløb frem til næste dag.

 

Det er ikke holdbart i sådan en situation alene at basere sig på en løsning, hvor Nationalbanken bidrager med den nødvendige finansiering til danske pengeinstitutter. Der var i den konkrete situation behov for en løsning, der kunne skabe ro om den danske banksektor."

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk