Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

KFI/ J.nr. 2008-1213

Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

 

KOPI

 

 

 

Dato: 6. november 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalgs brev af 6. oktober 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 322 (PØU Alm. del).

 

­

Spørgsmål nr. 322:

 

 

”Ministeren bedes redegøre for kommunernes ansvar for det opsøgende arbejde til prostituerede og herunder svare på:

 

 

-          Hvordan ministeren vurderer de enkelte kommuners opfyldelse af dette ansvar, og

-          Hvordan ministeren sikrer, at alle kommuner lever op til deres ansvar, og

-          Hvor mange af landets 98 kommuner, der foretager opsøgende arbejde til prostituerede, og

-          om ministeren vil evaluere de enkeltes kommuners indsats, og

-          om der føres statistik over, hvor mange personer, som kommunerne hjælper ud af prostitution, og

-          ministeren bedes redegøre for kommunernes resultater med det opsøgende arbejde – herunder om der allerede i dag foreligger tal pÃ¥, hvor mange prostituerede som kommunerne konkret har hjulpet ud af prostitution?

 

 

Svar:

Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 12 sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde for at nå ud til grupper, som må formodes ikke selv at ville henvende sig. Prostituerede er ikke nævnt blandt de persongrupper, som er omfattet af den særlige kommunale rådgivningsforpligtigelse, men tilhører gruppen ”m.fl.” i vejledningen nr. 93 af 5/12 2006 om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven. Kommunens rådgivningstilbud skal være åbent og kan, hvis der ikke er behov for en ydelse eller for at træffe en afgørelse, være anonymt. Rådgivningsforpligtigelsen gælder f.eks. prostituerede, der ønsker at komme ud af prostitution, ligesom det gælder indsatsen for at forebygge, at unge kommer ind i prostitution.

I rådgivningen af voksne, der ønsker at komme ud af prostitution, vil der ud over rådgivning og afklaring af den enkeltes personlige forhold og ressourcer skulle indgå en afklaring af eventuelle behov for psykologbistand eller andre behandlingstilbud. Herudover vil det være relevant at bistå den prostituerede med at undersøge mulighederne for et andet indtægtsgrundlag herunder kontanthjælp, aktivering, revalidering, førtidspension, eventuelle muligheder for gældsanering m.v. med henblik på at understøtte den enkeltes ønske om at komme ud af prostitution.

 

Jeg er dog ikke bekendt med, om de enkelte kommuner foretager opsøgende arbejde specifikt i forhold til prostituerede, ej heller om der føres statistik over, hvor mange personer, som kommunen hjælper ud af prostitution. Jeg har heller ikke for tiden planer om at evaluere de enkeltes kommuners indsats på dette område.

 

Derimod kan jeg oplyse om, at regeringen lancerede handlingsplanen ’Et andet liv’ i 2005. I den forbindelse blev der oprettet et landsdækkende kompetencecenter for prostitution. Via opsøgende arbejde og rådgivning i prostitutionsmiljøet samt undervisning af medarbejdere, der beskæftiger sig med udsatte unge, samler Kompetencecenteret viden og ekspertise på området. Centeret fungerer desuden som brobygger mellem prostituerede og den offentlige myndighed og tilbud.

Denne organisatoriske forankring, udenfor kommunalt regi, blev etableret fordi hidtidige erfaringer viste, at en opsøgende, social og støttende indsats på prostitutionsområdet havde størst effekt, hvis det var et tilbud uden myndighedsfunktion og uden direkte indberetningspligt til socialforvaltningen. Det kan nemlig være svært som prostitueret at rette henvendelse til kommunen, idet en del af de prostituerede modtager en eller anden form for offentlig ydelse, som de ikke er berettiget til.

 

Gennem de fire år, Kompetencecenteret har eksisteret, har medarbejdere blandt andet været på besøg i samtlige af landets massageklinikker, og der er knyttet en fast kontakt til et stort antal af kvinderne. Kompetencecentret har screenet i 96 af landets 98 kommuner. I 60 ud af de 96 kommuner er der fundet massageklinikker og lignende, i 36 kommuner er det ikke tilfældet. I de kommuner, hvor der er fundet massageklinikker, er der foretaget et systematisk opsøgende arbejde.

 

Kompetencecenter Prostitution er et permanent initiativ, der dog skal evalueres i slutningen af 2008, således at de fremtidige indsatsområder kvalificeres yderligere.

 

  

 

 

Karen Jespersen

 

/ Peter Juul