Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

KFI/ J.nr. 2008-1213

Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

 

 

 

 

 

Dato: 6.november 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalgs brev af 9. oktober 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 20 (PØU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 20:

 

”Hvordan vurderer ministeren kommunernes brug af Kompetencecenter Prostitutions råd og vejledning i forhold til at hjælpe kvinder ud af prostitution, og vil ministeren herunder give en vurdering af, i hvor høj grad kommunerne benytter Kompetencecenterets rådgivningsmuligheder? ”

 

 

Svar:

 

Kompetencecenter Prostitution har siden 2006 rettet skriftlig henvendelse til relevante forvaltningschefer indenfor voksenområdet, samt ved personligt fremmøde kontaktet alle landets kommuner med henblik på at invitere til et samarbejde omkring borgere, der prostituerer sig. Henvendelsen til kommunerne har ført til møder med 17 af de større kommuner, herunder Københavns Kommune. Det kan nævnes, at Københavns Kommune i 2008 besluttede  at vedtage en handleplan for indsatsen på prostitutionsområdet, den såkaldte EXIT pakke..

 

Som en del af handleplanen er Kompetencecenter Prostitutions aktuelt i gang med et kursusforløb for alle kommunens relevante medarbejdere, der skal sikre, at brobyggerne får den fornødne viden, der vedrører prostitution. Der vil af kommunen blive udpeget en række medarbejdere, der skal have prostitution som et særligt vidensområde og være sagsbehandlere for borgere i prostitution.

I forhold til den enkelte borger skal de kommunale ”brobyggere” sørge for, at den prostituerede bliver bekendt med Kompetencecenter Prostitutions tilbud og skal formidle kontakt til Centeret, hvis borgeren ønsker det.

De kommunale ”brobyggere” kan desuden invitere Kompetencecenter Prostitution med som bisidder for den prostituerede borger, hvis denne ønsker en sådan støtte under forløbet.

 

I forbindelse med handleplanen har kommunen etableret et fagligt netværk. Kompetence Prostitution deltager i dette forum efter behov med henblik på at besvare eventuelle spørgsmål, samt opsamle viden om, hvilke problemer der kan opstå mellem prostituerede og kommunen.

 

Kompetencecenter Prostitution tilbyder ud over telefonrådgivning til prostituerede og kunder, også telefonrådgivning til fagfolk, der har berøring med prostitutionsområdet. I perioden 1. januar 2006 til 30. juni 2008 har rådgivningen modtaget 10 henvendelser fra fagpersoner. Kompetencecenter Prostitution indgår i brobygning mellem den prostituerede og sagsbehandlere/fagpersoner til offentlige myndigheder herunder kommunerne. I perioden 1. januar 2006 til 30. september 2008 har der været indgået 186 brobygningsforløb til offentlige myndigheder så som kommuner og sundhedsvæsenet.

 

Min vurdering er, at det primært er de større kommuner, som benytter Kompetencecenterets rådgivningsmuligheder, hvilket også er nærliggende, idet prostitution oftere forefindes der.

  

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Peter Juul