J.nr. MST-605-00147

 

Den 19. november 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 74 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål  

   

Er ministeren bekendt med, at man i flere tilfælde af skadedyrs- og svampeangreb kan anvende varmt vand, skummetmælk, nematoder, rovinsekter, fugle og mikroorganismer til beskyttelse af afgrøderne og således undgå brugen af syntetiske kemikalier.

 

Svar

 

Spørgsmålet har været forelagt Miljøstyrelsen, som har oplyst følgende:

I Danmark findes 15 plantebeskyttelsesmidler baseret på mikroorganismer som især anvendes i væksthusgartnerier (fx i tomat- og agurkavlen). Men midlerne anvendes også i skovbrug, i frugtavlen og ved dyrkning af visse frilandsgrøntsager. 

Nyttedyr i form af nematoder, prædatorer og parasitoider anvendes også i stor stil i Danmark, især i de danske væksthusgartnerier. Der findes omkring 100 forskellige nyttedyr på det danske marked. Anvendelsen af de mange mikrobielle plantebeskyttelsesmidler og nyttedyr i de danske væksthuse har resulteret i, at der i en stor del af de danske væksthusgartnerier i dag stort set ikke anvendes plantebeskyttelsesmidler til bekæmpelse af skadedyr. Danmark er helt i front på dette område.