|
|
J.nr. MST-601-000 |
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 70 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 70
Vil ministeren i forlængelse af MPU alm del - svar på spørgsmål 572, 587 og 588 (folketingsåret 2007-08, 2. samling) redegøre for, hvilke ressourcer Danmark har afsat for at sikre, at REACH-listen over farlige kemikalier udvikles og udvides i overensstemmelse med de officielle kriterier for optagelse af kemiske stoffer på denne liste?
Svar
Som nævnt i svaret til MPU alm. del spørgsmål 587 (folketingsåret 2007-08, 2. samling), har REACH-arbejdet været præget af stor aktivitet i forbindelse med selve færdiggørelsen og indførslen af REACH-forordningen. Alene Miljøstyrelsen vil der blive anvendt betydelige ressourcer i 2008 til arbejdet med gennemførelsen af REACH.
Dertil kommer, at der bruges betydelige resurser på at færdiggøre det arbejde under den eksisterende lovgivning, som overtages af REACH og den nye forordning om klassificering og mærkning, som skal færdiggøres i 2008. Det drejer sig om arbejdet med risikovurdering af eksisterende stoffer, anmeldelse af nye stoffer, anvendelsesbegrænsning samt klassificering og mærkning.
Ud over arbejdet med at genvurdere og færdiggøre bilagene i REACH og bidrage til dannelsen af det nye kemikalieagentur, har fokus været på at informere virksomhederne om kravet om at præregistrere kemiske stoffer senest 1. december 2008. Miljøstyrelsen har lagt stor vægt på denne informationsindsats, så virksomhederne er fuldt informerede om deres pligter til at præregistrere og forberede den egentlige registrering. Registreringen er jo kernen i REACH, nemlig industriens pligt til at vise, at deres produktion og brug af kemiske stoffer er forsvarlig.
Nu er tiden kommet, hvor vi bevæger os over i driftsfasen af REACH. I løbet af 2009 vil vi være over de største udfordringer ved at overgå til den nye lovgivning. Herefter vil det være muligt at fokusere en større del af indsatsen på arbejdet med at udarbejde forslag om nye stoffer på kandidatlisten og forslag til stoffer, som Danmark vurderer, udgør en risiko for miljø og sundhed, og hvis brug derfor bør begrænses eller forbydes.
Der er således tale om, at indsatsen til REACH-arbejdet prioriteres løbende i forhold til, hvor der er mest brug for det, ligesom jeg løbende har fokus på de samlede resurser, der afsættes til området.
 Â