|
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 327 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kristen Touborg (SF).
Vil ministeren redegøre for Lemvig Kommunes planer for opstilling af vindmøller i Nees-Skalstrup området?
Svar
Lemvig Kommune har gennemført en overordnet vindmølleplanlægning for hele kommunen og er nu i gang med at tilvejebringe den detaljerede planlægning for udvalgte områder, herunder området ved Nees-Skalstrup.
I den forbindelse er der gennemført en miljøvurdering (VVM). Miljøvurderingen har ikke påvist problemer med vindmøllecirkulærets afstandskrav i forhold til naboerne.
For så vidt angår møllernes indbyrdes placering, står møllerne tættere end de vejledende afstandskrav i vindmøllecirkulæret, men det er i forbindelse med visualiseringerne i miljøvurderingen påvist, at dette ikke medfører landskabelige problemer.
Der er mange vindmøller i den sydlige del af Lemvig Kommune, og møllernes samspil har betydning for oplevelsen af landskabet. Det emne er også belyst i miljøvurderingen.
Samlet set har miljøvurderingen af området ved Nees-Skalstrup ikke påvist væsentlige miljømæssige problemer. Det er Lemvig Kommune, der afgør, hvorvidt der i sidste ende skal opstilles vindmøller i det pågældende område.