|
|
|
Miljø- og Planlægningsudvalget Folketinget |
25. marts 2009 J. nr. 1002-0039Â Â Â Â Â Â Â Â
|
|
Klima- og energiminister Conni Hedegaards svar på spørgsmål nr. 319 MPU alm. del stillet af Miljø- og planlægningsudvalget. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
" Til forberedelse af et kommende samråd bedes ministeren informere om mødet i IMO 9.-13. marts 2009 vedrørende udslip af drivhusgasser fra den globale skibsfart, herunder de danske bidrag til mødet.
Hvad er ministerens forventninger til udfaldet af IMO-forhandlingerne inden klimatopmødet i København?"
Jeg vil indledningsvis henvise til tidligere samråd og svar i udvalget, hvor jeg har beskrevet de to forslag, man fra dansk side arbejder aktivt for at fremme i IMO med henblik på at regulere udledningen af drivhusgasser fra international skibsfart. Danmark har således foreslået et såkaldt energieffektivitets-designindeks, som stiller krav i selve byggefasen til nye skibes energieffektivitet, samt et markedsbaseret forslag om etablering af en International Fond for Drivhusgasser fra Skibe, hvor provenuet fra et brændstofbidrag blandt andet kan finansiere klimatiltag i udviklingslandene.
Søfartsstyrelsen deltog i IMO’s ekstraordinære arbejdsgruppemøde om drivhusgasser den 9.–13. marts 2009 og har oplyst mig, at der på mødet blev arbejdet videre med udvikling af forslaget til et indeks for de mest almindelige skibstypers energieffektivitet, som står bag den helt overvejende udledning af CO2 fra skibe i international fart. Indekset er i høj grad baseret på et dansk forslag. De danske bidrag til mødet vedrørte blandt andet forslag til definitioner af de mest almindelige skibstyper samt forslag til selve beregningen af indekser for konkrete skibstyper.
På mødet blev der desuden videreudviklet en række frivillige redskaber til brug for rederierne, så sejladser kan gennemføres mest energieffektivt, herunder blandt andet energieffektivitetsplaner for skibe og en vejledning om bedste praksis. Endelig var der på mødet tilslutning til, at potentielle effekter af tekniske og operative løsninger skulle vurderes nærmere.
På baggrund af arbejdsgruppemødet forventes det, at der på det 59. møde i IMO’s miljøkomité, MEPC, i juli 2009, kan opnås enighed om udformningen af et indeks for de mest almindelige skibstypers energieffektivitet. Samtidig skal der gennemføres detaljerede drøftelser af markedsbaserede forslag, herunder det danske forslag om etablering af en International Fond for Drivhusgasser fra Skibe.
Der er ingen tvivl om, at forhandlingerne er følsomme. En række af de store udviklingslande vil lægge mange kræfter i, at der ikke bliver truffet bindende sektoraftaler før COP15, da de vil holde så mange døre åbne som muligt for herigennem at sikre størst mulig forhandlingsfrihed på selve COP15.
Til trods herfor arbejdes der fra dansk side intenst for at samle støtte til de danske forslag. Samtidig er der enighed i EU om, at der skal lægges pres på IMO’s forhandlinger for at sikre fremdrift forud for COP15.
Connie Hedegaard