J.nr. BLS-301-00146

 

Den 24. marts 2009

 

 

 

 

 

                                                                

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 295 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ida Auken (SF).

 

 

Spørgsmål 295

Ministeren har i sin besvarelse af MPU alm. del - spørgsmål 234 oplyst, at undtagelsen fra naturbeskyttelseslovens § 3 kun omfatter naturtyper, der er dannet, fordi der er indgået en aftale om en særlig driftsform, herunder braklægning. Hvis et areal var beskyttet natur på tidspunktet for braklægningen, vil det fortsat være beskyttet ved braklægningens ophør. Kan ministeren oplyse i hvilket omfang naturarealer, der var beskyttet på tidspunktet for braklægningen, er blevet pløjet op i forbindelse med ophøret af braklægningsordningen?

 

Svar

Naturtyper, der er omfattet af beskyttelsen i naturbeskyttelseslovens § 3, kan ikke lovligt pløjes op uden en forudgående dispensation, heller ikke i forbindelse med ophør af braklægningsordningen.

 

Den såkaldte 1-årsregel undtager naturtyper, der er dannet som følge af en aftale om en bestemt driftsform fx braklægning, fra § 3 beskyttelsen i indtil et år efter aftalens ophør.

 

Som myndighed for naturbeskyttelseslovens § 3 træffer kommunerne afgørelse i konkrete sager og fører tilsyn med reglernes overholdelse. Kommunernes afgørelse om § 3 kan påklages til Naturklagenævnet. Dette gælder også for de braklagte arealer.

 

By- og Landskabsstyrelsen har oplyst, at der ikke foreligger oplysninger om, i hvilket omfang der i forbindelse med ophør af braklægningsordningen måtte være pløjet beskyttede arealer op i strid med naturbeskyttelseslovens § 3.