J.nr. BLS-301-00146

 

Den 24. marts 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 293 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ida Auken (SF).

 

 

Spørgsmål 293

Kan ministeren i forlængelse af MPU alm. del – svar på spørgsmål 231 bekræfte, at hvis opdyrkningen af søer og vandhuller sker uden for Natura 2000-områderne, er der ikke lovhjemmel til sanktioner?

 

Svar

Hvis der sker opdyrkning af søer og vandhuller i strid med naturbeskyttelseslovens § 3, foreligger der et ulovligt forhold, som kommunen som tilsynsmyndighed har pligt til at foranledige lovliggjort. Dette gælder uanset, om der er tale om arealer inden for eller uden for Natura 2000-områder. Hvis ikke der er grundlag for at meddele en efterfølgende dispensation fra § 3 til det allerede foretagne indgreb, kan kommunen meddele påbud om retablering af den beskyttede naturtype, eventuelt i form af påbud om foranstaltninger der på længere sigt vil medføre en genopretning af den hidtidige tilstand. Den der overtræder naturbeskyttelseslovens § 3 eller undlader at efterkomme et påbud om retablering, kan straffes med bøde, herunder løbende tvangsbøder til et påbud et efterkommet. I særlige tilfælde kan straffen stige til fængsel indtil et år.

 

Opdyrkning af søer og vandhuller i strid med naturbeskyttelseslovens § 3 inden for Natura 2000-områder kan tillige indebære en overtrædelse af regler om krydsoverensstemmelse, jf. Fødevareministeriets bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse (krav 1.23 om beskyttelse af naturtyper beliggende i et Natura 2000-område). En landbruger, der ikke overholder krydsoverensstemmelseskrav, kan få nedsat sin landbrugsstøtte.

 

Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af 21. juli 2008 af spørgsmål nr. 373 (alm. del) stillet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om hvilken sanktion, der følger af at have pløjet et § 3 areal op.