J.nr. 001-00022

 

Den 2. marts 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 291 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

 

Spørgsmål 291

Ministeren bedes oplyse, om det er korrekt, at Pindstrups advokat indbetalte de 500 kroner i klagegebyr til Naturklagenævnet i 2005 for sent, men at klagen alligevel blev behandlet af Naturklagenævnet samt redegøre for det forløb, der førte til, at sagen alligevel blev behandlet.

 

Svar

Spørgsmålet har været forelagt Naturklagenævnets formand, der har oplyst følgende:

 

”Det er korrekt, at Pindstrup Mosebrugs advokat i sommeren 2005 indbetalte gebyret for klage til Naturklagenævnet en dag for sent. Nævnet afviste derfor klagen.

 

Advokaten anmodede imidlertid om, at klagen alligevel blev behandlet og anførte forskellige grunde til støtte herfor. Under henvisning bl.a. til sagens tidligere forløb – hvor Pindstrup havde klaget til Naturklagenævnet over samme forhold – men nævnet havde udskudt en stillingtagen – besluttede nævnet at se bort fra overskridelsen af fristen. De nærmere omstændigheder er refereret i vedlagte kopi af nævnets afgørelse af 10. juni 2005.”

 

Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at Naturklagenævnet er et uafhængigt nævn, hvis afgørelser ligger uden for min kompetence.