Folketingets Miljø- og Planlægnings Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato        5. november 2008

J. nr.

 

 

Folketinget Miljø- og Planlægningsudvalg har i brev af 9. oktober bedt mig svare på alm. del spørgsmål 29, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål:

 

Vil ministeren redegøre for, hvad dette udmeldte "dobbeltmål" fra FN's

klimapanel ‑ IPCC ‑ betyder for anvendelsen af fleksible mekanismer

(gennemførelse af Annex 1‑landens reduktioner i ikke Annex 1‑landene) som led

i EU's opfyldelse af EU's vedtagne 20 pct. henholdsvis 30 pct reduktion i 2020?

 

Svar:

 

IPCC har i Fjerde Hovedrapport (AR4) angivet hvilke begrænsninger, der vil være nødvendige for Annex1 og ikke Annex1 lande, for at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser på 450 ppm CO2 ækv.

Udviklingslandene har i dag under Kyotoprotokollen ingen forpligtelser til emissionsreduktioner. Såfremt de avancerede udviklingslande under en fremtidig aftale påtager sig reduktionsforpligtelser, bør de begrænsninger, som i-landene foretager under de fleksible mekanismer (JI/CDM) være additionelle, således at reduktioner foretaget under de fleksible mekanismer naturligvis kun henføres et sted.

 

Det overordnede formål med de fleksible mekanismer er, at globale reduktioner sker så omkostningseffektivt som muligt. De fleksible mekanismer vil derfor også i en fremtidig aftale være et vigtigt instrument til at sikre teknologioverførsel til udviklingslande og omkostningseffektive reduktioner.

Med venlig hilsen

Connie Hedegaard