J.nr. MST-701-00014

 

Den 27. februar 2009

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens supplerende svar på spørgsmål nr. 264 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 264

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30/1-09 fra Danske Havne vedrørende sedimenthåndtering og udpegelse af marine områder, jf. MPU alm. del - bilag 288.

 

Svar

Med hensyn til kommentering vedrørende udpegning af marine områder henviser jeg til mit foreløbige svar af 3. februar 2009 på spørgsmål 264.

 

For så vidt angår spørgsmålet om sedimenthåndtering peger Danske Havne i sit notat "Håndtering af havnesediment" på, at der efter Danske Havnes opfattelse er behov for, at optaget sediment ikke i alle tilfælde bør behandles som almindeligt affald til deponering, bl.a. fordi en stor del af sedimentet efter Danske Havnes opfattelse ikke er så forurenet, at det er nødvendigt at deponere det på et deponeringsanlæg.

 

Det samme synspunkt udtrykte Danske Havne i sit høringssvar af 27. juni 2008 til det udkast til ny deponeringsbekendtgørelse, som blev sendt i administrativ høring i juni 2008. I høringssvaret betonede Danske Havne havnenes behov for et særligt regelsæt til administration af sedimenter fra sejlrender og havnebassiner.

 

Forurenede havbundssedimenter bliver til affald, når de tages op og efterfølgende bortskaffes på landjorden, fx ved at de spules ind på kystnære depoter (spulefelter), og derfor er håndteringen af sedimentet omfattet af affaldsreglerne og af EU’s deponeringsdirektiv og tilhørende rådsbeslutning, der ikke sondrer mellem spulefelter og andre deponeringsanlæg. Direktivet og rådsbeslutningen åbner heller ikke mulighed for, at de enkelte medlems- lande i deres lovgivning kan foretage denne sondring.

 

Det er på den baggrund ikke muligt at imødekomme Danske Havnes anmodning om, at der laves et særligt regelsæt til administration af sedimenter og havnebassiner.

 

Jeg har dog lyttet grundigt til de bekymringer, som Danske Havne har givet udtryk for i høringssvaret fra juni 2008 og i notatet ”Håndtering af havnesediment”. I det nye udkast til deponeringsbekendtgørelse, der blev sendt i høring den 10. februar 2009, er der foretaget en række ændringer, som imødekommer Danske Havne, hvor dette er miljømæssigt forsvarligt og med respekt for EU-reguleringen.

 

Blandt andet lægges der i det nye udkast til bekendtgørelse op til, at forurenede havbundssedimenter pr. definition er mineralsk affald (forudsat at det ikke er inert eller farligt affald). Det betyder, at forurenede havbundssedimenter skal håndteres ensartet uanset sedimenternes indhold af organiske stoffer. Der åbnes ligeledes mulighed for, at et deponeringsanlæg for forurenede havbundssedimenter, efter en konkret miljøkonsekvensvurdering, kan godkendes/etableres med såkaldte ”yderligere reducerede krav”, hvilket vil sige uden krav om etablering af membran- og perkolatopsamlingssystemer. Der lægges endvidere op til, at omfanget af den grundlæggende karakteriseringstestning af forurenede havbundssedimenter reduceres væsentligt.

 

Med de krav til deponering af forurenede havbundssedimenter, der er lagt op til i det reviderede udkast til ny deponeringsbekendtgørelse, er det min vurdering, at den fremtidige bortskaffelse af forurenede havbundssedimenter på landjorden vil kunne ske på en miljømæssig forsvarlig måde, men samtidigt også på en måde, der ikke indebærer urimelige meromkostninger for de danske havne.