J.nr.  BLS-301-00137

 

Den 3.februar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 264 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

                                                                                                            

Spørgsmål 264

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. januar 2009 fra Danske

Havne vedrørende sedimenthåndtering og udpegelse af marine områder, jf. MPU alm. del bilag 288.

 

Svar

Hvad angår spørgsmålet om udpegning af marine områder kan jeg oplyse, at Miljøministeriet ved By- og Landskabsstyrelsen har modtaget høringssvar fra Danske Havne vedr. forslag til udpegning af nye marine habitatområder.

 

Danske Havne har særligt peget på, at områdeafgrænsningen kan være problematisk i forhold til nogle havnes nuværende og fremtidige aktiviteter. Herudover er der udtrykt bekymring for, om det fortsat vil være muligt at oprense og evt. uddybe sejlrender i tilknytning til havne samt mulighederne for klapning af det oprensede materiale.

 

By- og Landskabsstyrelsen er i gang med at bearbejde de 43 høringssvar, som styrelsen har modtaget. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at give en samlet melding vedrørende eventuelle justeringer i udpegningsforslaget, der måtte følge af den offentlige høring.

 

Det er dog på nuværende tidspunkt klart, at der er sket en fejl i forbindelse med korttegningen af de nye områder, der betyder, at de foreslåede grænser går ind over større havneområder. Det er ikke Miljøministeriets hensigt at udpege habitatområder indenfor havnearealer, da de arter og naturtyper, som udpegningerne skal beskytte, ikke findes her. Afgrænsningen af habitatområderne vil således blive justeret, så der ikke i den endelige udpegning er overlap med havneområder. Den præcise afgrænsning af områderne foreligger ikke endnu.

 

For så vidt angår oprensning af sejlrender mv., forventes det generelt at kunne foregå uden væsentlige problemer. Det kan dog eventuelt blive aktuelt at foretage klapning af det oprensede materiale udenfor de udpegede områder. Vurderingen heraf vil indgå som grundlag for myndighedernes behandling af de konkrete tilladelser til klapning.

 

Hvad angår spørgsmålet om sedimenthåndtering generelt vil jeg vende tilbage med et supplerende svar.