J.nr. MST-501-00140

 

Den 11. marts 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens endelige svar på spørgsmål nr. 253 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 253

Miljøministeren bedes kommentere materialet modtaget under foretræde fra Applus+ Bilsyn den 21. januar 2009 vedrørende mulighederne for at reducere forurening og øge trafiksikkerheden, jf. MPU alm. del - bilag 270.

 

Svar

Applus Bilsyn præsenterer i MPU alm. del – bilag 270 en række forslag:

·         Miljøzoner for alle typer køretøjer i større danske byer

·         Ældre biler skal synes hvert Ã¥r

·         Forøget skrotningspræmie

·         Periodisk syn af motorcykler og knallerter

 

Miljøzoner

Skærpede miljøzoner i byerne med for eksempel miljøkrav til blandt andet varebiler er et vigtigt element i regeringens arbejde med at forbedre luftkvaliteten.

I øjeblikket arbejdes der på en lufthandlingsplan, hvor det planlægges at skærpe kravene. Her ses bl.a. på krav i forhold til andre køretøjskategorier end lastbiler og busser. Målet er at sikre den størst mulige miljø- og sundhedsgevinst på et bæredygtigt grundlag.

Med hensyn til importen af gamle biler kan jeg oplyse, at Danmark ifølge SKAT importerede færre brugte motorkøretøjer i 2008 end i 2007. Og samlet set har Danmark i samme periode eksporteret flere motorkøretøjer, end der er importeret.

 

Hyppigere syn af ældre biler

Det fremgår af et notat fra Færdselsstyrelsen (TRU alm. Del bilag 508, juni 2007), at der kun vil være en meget beskeden miljøgevinst ved at syne person- og varebiler hvert år.

 

Det kan i øvrigt oplyses, at der foretages kontrol af miljøegenskaber ved alle periodiske syn af køretøjer, som har til formål at sikre, at bilen er vedligeholdt og ikke forurener unødigt. Består bilen ikke denne kontrol,  kan bilen ikke godkendes og opfylder dermed ikke betingelserne for fortsat at være registreret.

 

Med hensyn til forslagets effekt på trafiksikkerheden henvises til ovennævnte notat fra Færdselsstyrelsen. Det fremgår heraf, at Færdselsstyrelsen ikke vurderer, at der er grundlag for at foreslå at hyppigheden af periodiske syn i Danmark af person- og varebiler skal øges, idet de samfundsøkonomiske fordele ikke står mål med omkostningerne.

 

Forhøjet skrotningspræmie

Skatteministeriet vurderer i bidrag til Miljøministerens besvarelse af MPU spørgsmål nr. 590 (alm. del) november 2008, at en skrotningspræmie ikke er det bedst egnede virkemiddel til opfyldelse af målsætninger om miljø og CO2-udledning fra transport. Udgiften til skrotningspræmie vurderes ikke at stå mål med miljøforbedringen. Det skyldes bl.a., at en meget stor del af bilerne i forvejen ville være blevet skrottet, og at der alene er tale om en fremrykket miljøeffekt på 1 – 2 år.

 

Derimod indgår en grøn omlægning af bilbeskatningen i Regeringens transportudspil ”Bæredygtig transport – bedre infrastruktur”.

 

Periodisk syn af knallerter og motorcykler

Der kan være et potentiale for at nedbringe luftforureningen ved at indføre periodisk syn af knallerter og motorcykler. Derfor er det positivt, at Transportministeren har bedt Færdselsstyrelsen undersøge muligheden.

 

Med hensyn til forureningen fra knallerter er det korrekt, at knallerter og også motorcykler har et forholdsvis højt udslip af uforbrændte kulbrinter sammenlignet med en ny bil. Miljøstyrelsen er derfor involveret i arbejdet med at skærpe de europæiske miljøkrav til knallerter og motorcykler gennem indførelse af skrappere Euronormer. Det reducerer luftforureningen fra fremtidige knallerter og motorcykler. Det ser jeg som et positivt skridt.