|
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 196 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 196
Vil ministeren, såfremt der måtte være IPPC‑omfattede virksomheder i Danmark, der ikke er godkendte indenfor direktivets tidsfrist, oplyse om årsagen hertil?
Svar
Det er Miljøstyrelsens vurdering, at årsagen til, at kommuner og statslige miljøcentre nu i 2009 arbejder med at afslutte de sidste godkendelses- og revurderingssager i forhold til såkaldte bestående virksomheder, kan være individuelle fra myndighed til myndighed. Generelt set er det dog Miljøstyrelsens vurdering, at der de sidste par år har været et ekstraordinært stort antal nye godkendelsessager.
Men jeg finder situationen klart utilfredsstillende, og som det fremgår af svaret på spørgsmål 194 (alm del), har jeg iværksat en lang række initiativer med henblik på at få afsluttet de udestående sager om godkendelse og revurderinger af bestående IPPC-virksomheder. Jeg kan således oplyse, at der er sendt et fælles brev fra Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening til kommunerne med henblik på, at der nu rettes et skærpet fokus på at færdigbehandle de udestående sager om godkendelse og revurdering af bestående IPPC-virksomheder. Miljøstyrelsen vil endvidere direkte kontakte de kommuner, der har sager om udestående godkendelse af bestående IPPC-virksomheder, med henblik på at fremme sagsbehandlingen.
For at sikre sagernes afslutning inden 2010 vil kommunerne og de statslige miljøcentre opgøre status over sagerne i løbet af året første gang i juni 2009. Kommissionen vil løbende af Miljøstyrelsen blive orienteret om fremdriften i sagsafslutningen. Endelig vil Miljøstyrelsen evaluere fremdriften i sagsafslutningen i oktober 2009 med henblik på at iværksætte eventuelle yderligere initiativer, hvis der er behov herfor.