Folketingets Miljø. og Planlægningsudvalg.



 

København, den 15. januar 2009

Sagsnr.: 14536

 

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har i skrivelse af 17. december 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 185 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål fra Pia Olsen Dyhr (SF).

 

Spørgsmål 185:

Hvad vil miljøministeren gøre for at sikre, at stoffet Bisphenol A, som er et hormonforstyrrende stof, ikke findes i sutteflasker på det danske marked?

 

Svar:

Sutteflasker er omfattet af regler for fødevarekontaktmaterialer under Fødevareministeriet, og jeg mener at det er vigtigt at prioritere en høj beskyttelse af børn, herunder også over for effekten af kemiske stoffer med hormonforstyrrende effekter.

 

Bisphenol-A er et af de stoffer, der er tilladt til anvendelse i plastmaterialer, og der er fastsat en grænseværdi for tolerabel afsmitning i de fælles regler i EU. Grænseværdien er fastsat på baggrund af vurderinger fra EU's Fødevareautoritet, EFSA. EFSA har vurderet stoffet og dets sundhedsmæssige effekter i 2006, og denne vurdering er publiceret i januar 2007. EFSA har fastsat et tolerabelt dagligt indtag (TDI) for stoffet, som er højere end den TDI, man har lagt til grund for den nugældende regulering i Danmark (og i EU). I juli 2008 har EFSA revurderet stoffet på basis af initiativer i Canada og har konkluderet, at der ikke er basis for at ændre den tidligere vurdering. Norge har en Videnskabs Komité, som også har vurderet stoffet i 2008, og deres konklusion er i overensstemmelse med EFSA's konklusion.

 

EFSA's vurdering har inddraget hormonforstyrrende effekter og migration til modermælk i deres vurdering. Denne ekspertvurdering ligger til grund for reglerne på området, hvorefter stoffet er tilladt at anvende i plast til fødevarekontakt.

 

Jeg kan desuden oplyse, at i 2008 har Fødevarestyrelsen gennemført en undersøgelse af afsmitning af bisphenol A fra i alt 17 sutteflasker udtaget hos importører og producenter i Danmark. Afsmitningen lå på ca. 10 % af grænseværdien, og der blev således ikke fundet ulovlige sutteflasker.

 

På den baggrund ser jeg ikke behov for at tage initiativ til udfasning af stoffet i sutteflasker. Imidlertid har forbrugerne det valg, at de kan anvende glassutteflasker, hvis de ønsker at minimere risikoen for at indtage kemiske stoffer generelt.

 

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

                                                                                       /Grete Bøgh-Sørensen