J.nr. MST-600-00045

 

Den 12. januar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 184 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 184

Mener ministeren, at det er tilfredsstillende, at emnet nanosikkerhed, i for-bindelse med Det Strategiske Forskningsråds uddeling af 160 millioner kroner til forskningsprojekter, kun indgår i overskrifterne for et af programmerne.

 

Svar

Når der uddeles forskningsmidler, sker det jo efter en prioritering blandt mange forskningsområder, og desuden spiller den forskningsmæssige kvalitet af de enkelte ansøgninger en rolle. Derfor er det vanskeligt at vurdere, om emnet nanosikkerhed er tilfredsstillende dækket. Som omtalt i min besvarelse af spørgsmål 182, er det vanskeligt, at lave en præcis opgørelse af, hvor mange midler der bevilges til forskning i nanoteknologi og risiko. Emnet er en integreret del af mange projekter, og det betyder, at selvom det ikke fremgår af projektets overskrift, så kan en betydelig del af projektet måske alligevel være relevant i forhold til nanosikkerhed. Konkret kan det nævnes, at udover det projekt som nævnes i spørgsmålet, så indeholder det strategiske forskningsråds uddeling af midler i 2008 også relevante projekter om nano-sølv og nano-titandioksid, som begge har fået meget omtale i miljø og sundhedssammenhæng.

 

Jævnfør opgørelsen i besvarelsen til spørgsmål 182, har der løbende været givet midler til forskning i nanosikkerhed, og midlerne kommer således fra mange kilder og ikke alene fra Det Strategiske Forskningsråd. Dette vil fortsætte i fremtiden. Derudover har forligskredsen bag globaliseringspuljen besluttet at afsætte 20 millioner kr. i 2009 til FORSK2015-temaet ”Menneskets sundhed og sikkerhed i samspil med miljøfaktorer”, hvor forskning i risici forbundet med partikler, kemiske stoffer mv. er centralt. Inden for dette forskningstema kan der også søges om støtte til forskningsprojekter, der omhandler nano-risici.