Departementet

J.nr.  MST-101-00073

 

Den 5. januar 2009

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 171 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål      

Hvor stor en del af de offentlige indkøb i 2008 var "grønne"?

 

Svar

Kommissionen har netop gennemført en statusmåling af grønne indkøb inden for 10 produktområder i de 7 lande, der er længst med grønne indkøb i EU, herunder Danmark.

 

De første præliminære tal fra EU viser, at Danmark ligger på et gennemsnitligt niveau på 43 % vurderet ud fra antallet af grønne kontrakter, mens tallet er 32 % vurderet ud fra værdien af kontrakterne. Der er imidlertid store udsving mellem de 10 produktgrupper. Eksempelvis ligger produktgrupperne byggeri, catering og transport under gennemsnittet, mens it-udstyr, møbler og beklædning ligger over gennemsnittet.

 

Målingen er baseret på det udkast til kriterier for grønne indkøb, som Kommissionen har fået udarbejdet. Kriterierne er endnu ikke tiltrådt af EU landene. Hvis kriterierne justeres, må vi forvente ændringer i de ovennævnte procenter for Danmarks niveau for offentlige grønne indkøb.  

 

Til sammenligning kan det nævnes, at den seneste måling af andelen af grønne indkøb i Danmark fra 2005 viste, at 70 % af statens indkøbere ofte stiller miljøkrav ved indkøb, og at 55 % af indkøberne i kommuner og regioner stiller miljøkrav.

 

Fremover vil Danmark bruge Kommissionens målinger. Der gennemføres en ny måling af indkøbene i 2010 i alle landene, der bygger på de justerede kriterier for grønne indkøb.