J.nr. MST-106-00204

 

Den 22. december 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 111 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 111

Vil ministeren oplyse, om der har været nogen kontakt mellem Miljømini-steriet/Miljøstyrelsen og Ringkøbing-Skjern kommune i forbindelse med kommunens behandling af sagen vedrørende miljøtilladelsen til Brobølsgaard i Tarm, og om Miljøstyrelsen er kommet med nogen udtalelser om, hvad der ville være en lovlig og korrekt behandling af sagen, inden kommunen traf sin afgørelse ?

 

Svar

Miljøstyrelsen har udtalt følgende, som jeg henholder mig til:

 

”Miljøstyrelsen har, som svar på en telefonisk henvendelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune om, hvordan kommunen skal forholde sig til et eksisterende husdyrbrug, der skulle have haft en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens regler, men som ikke har fået godkendelse, inden kommunalreformen trådte i kraft, udtalt, at sagen skal behandles færdig efter denne lovs regler.

 

Miljøstyrelsen har understreget, at den pågældende medarbejder i Miljøstyrelsen kun har udtalt sig generelt og vejledende ud fra de oplysninger, der blev givet under telefonsamtalen.

 

Det er således blevet lagt til grund, at den konkrete sag drejede sig om et eksisterende husdyrbrug, der var blevet godkendelsespligtigt den 1. oktober 2005 (overskridelse af en stipladsgrænse), og at kommunen derfor havde modtaget en ansøgning om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 inden den fastsatte ansøgningsfrist udløb den 1. januar 2006. I en sådan godkendelsessag af bestående husdyrbrug er det reglerne i miljøbeskyttelsesloven, sagen skal færdigbehandles efter. Det fremgår af en overgangsregel i bekendtgørelse nr. 168 af 21. februar 2007 om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed.”