J.nr. BLS-101-00746

 

Den 2. marts 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 110 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 110

Vil ministeren udarbejde en beskrivelse af det tyske system med krav om erstatning for naturforringelser?

 

Svar

Spørgsmålet er forelagt By- og Landskabsstyrelsen, som har indhentet  oplysninger fra det tyske  Miljøministerium om erstatningsnatur.

 

Tyskland har et system om erstatningsnatur, som følger af deres lov om naturbeskyttelse (Gesetz über Naturschutz und Landschaftspflege §§ 18 – 21). Bestemmelserne har været gældende i en årrække.

 

Det tyske system indebærer, at der ved ethvert nyt tiltag i det åbne land og naturområder i byerne, skal ske en undersøgelse af de skader, et projekt kan medføre, og der skal ske en kompensation herfor.

 

Skal der fx anlægges en vej eller inddrages et areal til byudvikling, skal alle virkninger beskrives og analyseres med henblik på at finde ud af, om det areal, der inddrages, indeholder naturværdier, som går tabt. Er det tilfældet, skal der etableres passende erstatningsnatur i det nærmeste område eller i et andet område. Denne erstatningsnatur finansieres af den ansvarlige bygherre for det pågældende anlægsarbejde eller byggeri.

 

Der er i visse tilfælde også en mulighed for at etablere naturgenopretningsprojekter et helt andet sted, end der hvor skaden er sket.