Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

26. februar 2009

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 89 (alm. del), om bygningsfredning, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 3. februar 2009.

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra René Skau Björnsson (S)

 

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 89

(alm. del), bygningsfredning,   

Skrivelse af 3. februar 2009   

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Vil kulturministeren i fortsættelse af svar på KUU alm. del – spm. 56 anmode Kultur-arvsstyrelsen om at give beskrivelser af nogle tilfælde, hvor det ikke har været muligt at imødekomme krav om at etablere tilgængelighed for personer med handicap i forbindelse med ombygning m.v. af fredede bygninger?”

 

Svar:

 

Kulturarvsstyrelsen oplyser, at det kun er i ganske få tilfælde, at der er givet afslag på en ansøgning om etablering af handicaptilgængelighed.

 

Styrelsen kan således kun nævne to tilfælde.

 

Det ene er fra 2002, hvor der blev givet afslag på opførelse af en elevator på Kronborg.

 

Begrundelsen for afslaget var, at uanset hvilken placeringsløsning der blev foreslået, ville det betyde væsentlige indgreb i originalt murværk. Endvidere ville der på etagerne have været behov for at ændre på visse overgange mellem de enkelte rum, bl.a. skulle marmorindfattede døre til Dansesalen flyttes eller fjernes.

 

Det andet tilfælde er fra 2008, hvor der blev givet afslag på opførelse af et udvendigt elevatortårn på det tidligere Overformynderi, Stormgade 18 i København.

 

Begrundelsen her var, at et elevatortårn placeret udvendigt vil - i lighed med andre tekniske installationer som køleanlæg og ventilationskanaler - gribe uheldigt ind i facadernes helhed og derved forringe bygningens fredningsværdi. Ansøgningen om en elevator blev senere trukket tilbage.