Christiansborg 1240 København K |
6. marts 2009
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 67 (alm.del), Kulturministeriets forfatterpris og Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 19. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mogens Jensen (S).
Spørgsmål nr. 67
(alm.del - bilag   ), Kulturministeriets forfatterpris og Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger
Skrivelse af 19. januar 2009
Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål:
"Ministeren bedes kommentere artiklen fra Berlingske Tidende den 16. januar
2009: "Bogbjerget: Kulturministeriet skulle skamme sig" og herunder redegøre
for, hvorfor Kulturministeriets forfatterpris og illustratorpris for børne‑ og
ungdomsbøger ikke blev uddelt for 2008, og hvornår priserne forventes uddelt."
Svar:
Kulturministeriet har i mange år haft to priser for børne- og ungdomsbøger: illustratorprisen og forfatterprisen på hver 30.000 kr. Procedurerne omkring indstillingerne til priserne var såvel administrativt som omkostningsmæssigt meget tunge, idet der var nedsat to permanente udvalg med 5-6 medlemmer hver, hvilket indebar udgifter til honorering, lektørudtalelser, indkøb af bøger, jævnlig mødevirksomhed mv. I november 2007 blev vedtægterne derfor ændret således, at de indstillende organisationer i stedet skulle indstille tre værker i hver kategori, hvorefter Kunstrådets Litteraturudvalg skulle vælge den endelige prismodtager blandt de indstillede. En model, som også bruges ved uddeling af andre priser f.eks. den danske oversætterpris. De indstillende organisationer ønskede imidlertid ikke at medvirke til den nye model og afstod derfor fra at indstille bøger til 2007-prisuddelingen.
Der er senere holdt møder med henholdsvis de indstillende organisationer og Kunststyrelsens Litteraturcenters administrator for at finde en mere hensigtsmæssig indstillingsprocedure.
Efter et møde den 29. januar 2009 kunne de tilstedeværende parter enes om en model, hvori følgende indgår:
Billedkunstudvalgets og Litteraturudvalgets medlemmer bliver formænd for de to udvalg, og ved stemmelighed er formændenes stemme udslagsgivende.