Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

28. januar 2009

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 59 (alm.del - bilag 114), vedrørende kommentar til henvendelse fra Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 12. januar 2009.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 59

(alm.del - bilag 114), vedrørende kommentar til henvendelse fra Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML.

Skrivelse af 12. januar 2009

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 8. januar 2009 fra Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML, jf. KUU alm. del - bilag 114..”

 

 

Svar:

Kulturministeriet sendte den 2. december 2008 et udkast til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed i høring med frist den 7. januar 2009. Lovforslaget tilsigter at gennemføre en række ændringer af radio- og fjernsynsloven, som følger af forslaget til en ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv i MUX 1, ændringer af licensordningen samt en ny regulering af ”must carry”-forpligtelserne. Herudover indeholder lovforslaget en regulering af radio- og tv-foretagenders indgåelse af kommercielle aftaler i tilknytning til programvirksomheden.

 

Jeg er blevet bedt om at kommentere henvendelsen af 8. januar 2009 fra Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML, som var bilagt SAML’s høringssvar til det ovennævnte lovudkast.

 

De høringssvar, som ministeriet har modtaget vedrørende lovudkastet, vil naturligvis blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af det endelige lovforslag, som jeg agter at fremsætte for Folketinget i slutningen af februar måned. Jeg finder det mere hensigtsmæssigt at behandle høringssvarene samlet i det høringsnotat, som vil blive fremsendt til Kulturudvalget i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget, frem for på nuværende tidspunkt at kommentere enkelte høringssvar.

 

For så vidt angår SAML’s bemærkninger i henvendelsen til fordelingen af driftstilskud skal jeg påpege, at den afsatte pulje til tilskud til de ikke-kommercielle lokal-radio- og lokal-tv-stationer følger af den mediepolitiske aftale for 2007-2010.