Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

22. januar 2009

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 54 (Alm. del), Nationalmuseets samlinger, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 6. januar 2009.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 54

(Alm. del), Nationalmuseets samlinger

Skrivelse af 6. januar 2009

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

Vil ministeren sende en liste over de antikke Lindos-genstande, der befinder sig på Nationalmuseet eller andre danske museer, da vi bl.a. ved, at to danske arkæologer, Christian Blinkenberg og Karl Frederik Kinch udførte udgravninger ved byen Lindos i begyndelsen af århundredet, herunder udgravede den såkaldte Lindiske Tempelkrønike fra 99 f.Kr., som skulle være i Nationalmuseets samlinger?

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Søren Espersen (DF).

 

Svar:

 

I anledning af det stillede spørgsmål har ministeriet indhentet følgende udtalelse fra Nationalmuseet, hvortil der henvises:

 

”I 1901 fik Carlsbergfondet de stedlige statslige myndigheders tilladelse til at indlede en udgravning ved Lindos på Rhodos. Projektet strakte sig fra 1902 til 1914 under ledelse af de danske arkæologer K. F. Kinch og Chr.S. Blinkenberg og blev gennemført med økonomisk støtte fra Carlsbergfondet.

 

I overensstemmelse med datidens praksis fik Carlsbergfondet overdraget en del af fundene efter udgravningens afslutning. Carlsbergfondet overlod senere genstandene til Nationalmuseet, hvor de indgår i museets Antiksamling, der formidler Middelhavslandenes og den Nære Orients oldtidskulturer. Genstande fra Lindos er udstillet i Nationalmuseets Antiksamling samt i Antikmuseet ved Aarhus Universitet.

 

De 1.286 inventarnumre fra Lindos-udgravningerne, der indgik i Nationalmuseet, fordeler sig på følgende fundkategorier (ordnet efter hyppighed):

 

Keramik:  546 inventarnumre: (fortrinsvis brudstykker af) lerkar, herunder amforahanke.

Terrakotta:  368 inventarnumre: (fortrinsvis brudstykker af) småfigurer, væve- og tenvægte, diverse redskaber .

Sten: 146 inventarnumre: (fortrinsvis brudstykker af) redskaber, køllehoveder, hængesmykker, skarabæer, vægtlodder, vævevægte, seglsten, småfigurer, skulpturer, stenkar o.l.

Bronze:  105 inventarnumre:  dragtnåle, fibulaer, hænge- og øresmykker, beslag, pilespidser, søm, småfigurer, brudstykker af skulpturer, en tenvægt.

Faience: 42 inventarnumre: amuletter, småfigurer o.l.

Indskrifter på marmor: 19 inventarnumre, herunder tempelkrøniken og præstelisten.

Ben og elfenben: 19 inventarnumre: redskaber, hængesmykker o.l.

Lamper af brændt ler: 13 inventarnumre.

Glas: 11 inventarnumre: perler, tenvægte.

Dyreknogler, muslingeskaller: 8 inventarnumre.

Sølv: 4 inventarnumre: øresmykker, ringe o.l.

Rav: 2 inventarnumre: småplader.

Jern: 1 inventarnummer: pilespids.

Bly: 1 inventarnummer.

Træ: 1 inventarnummer.

 

37 af de pågældende numre er deponeret i Antikmuseet ved Aarhus Universitet; 4 er afgivet til Zoologisk museum og 1 til Fitzwilliam Museum, Cambridge.

 

Resultaterne af de danske udgravninger af det antikke Lindos er publiceret i:

 

Chr. Blinkenberg 1931

Lindos. Fouilles et recherché 1902-1914 I: Les petits objets. Berlin.

 

Chr. Blinkenberg 1941

Lindos. Fouilles et recherché 1902-1914 II: Inscriptions. Berlin/Copenhague.

 

E. Dyggve & V. Poulsen 1960

Lindos. Fouilles et recherché 1902-1914 III: Le sanctuaire d’Athena Lindia et l’architecture lindienne avec un catalogue des sculptures trouvés sur l’acropole par Vagn Poulsen. Berlin/Copenhague.”