Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

19. december 2008

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 46 (alm. del - bilag 87), om bevaring af storebæltsfærgen Sjælland og oprettelse af et færgemuseum, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 9. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mogens Jensen (S).

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 46

(alm. del - bilag 87), om bevaring af storebæltsfærgen Sjælland og oprettelse af et færgemuseum

Skrivelse af 9. december 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 2. november 2008 fra Helge Mortensen, Esbjerg N, jf. KUU alm. del - bilag 87, og herunder redegøre for regeringens holdning til at støtte bevarelsen af "Færgen Sjælland" og oprettelse af et færgemuseum.

 

Svar:

 

Danmark har et velfungerende netværk af museer, som tilsammen virker for at sikre kulturarven. Ansvaret for den maritime del af kulturarven varetages i hovedsagen af en række statsanerkendte specialmuseer med landsdækkende ansvarsområder og af stats-anerkendte lokalmuseer med lokale maritime ansvarsopgaver. Museerne modtager statstilskud efter museumsloven med henblik på at løfte opgaverne.  

 

Færgefartens kulturhistorie er en del af Danmarks civile søfartshistorie, der i det land-dækkende perspektiv varetages af Handels- og Søfartsmuseet. Museet fornyes og udbygges i de kommende år med helt nye udstillinger, der blandt andet vil belyse færge-fartens betydning for infrastrukturen i Danmark, før de store brobyggeriers tid.

 

Kulturarvsstyrelsen oplyser, at Handels- og Søfartsmuseet ikke har planer om at erhverve færger til sine nye udstillinger. Museet vil belyse færgefartens historie ved andre dokumentations- og udstillingsmetoder, herunder ved film, fotos og modeller. Museet oplyser til Kulturarvsstyrelsen, at en model af Færgen Sjælland findes i museets samlinger.

 

Lokale museer landet over dokumenterer og formidler lokale færgeforbindelsers historie, og Kulturministeriet sikrer ved tilskud til Skibsbevaringsfonden, at enkelte af de karakteristiske småfærger bevares. Indsatsen suppleres af et værdifuldt maritimt bevarings- og dokumentationsarbejde, der udføres af foreninger, fonde og private ildsjæle.

 

Med de mange aktiviteter og nye tiltag finder jeg, at færgefartens kulturarv og historie bliver varetaget pÃ¥ en god og tilstrækkelig mÃ¥de. Jeg har derfor ingen planer om at prioritere yderligere tilskud til dette omrÃ¥de.    Â