Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

28. januar 2009

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 38 (alm. del - bilag 69) om henvendelse fra DR om DRs tilstedeværelse på internettet stillet af Folketingets Kulturudvalg den 26. november 2008.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 38

(alm. del - bilag 69), henvendelse fra DR om DRs tilstedeværelse på internettet

Skrivelse af 26. november 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. november 2008 fra Danmarks Radio, jf. KUU alm. del – bilag 69."

 

Svar:

 

Rammerne for DRs tilstedeværelse på internettet er – i lighed med DRs øvrige public service-opgaver – fastsat i DRs public service-kontrakt  for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2010. Kontrakten er blevet til på baggrund af en konstruktiv dialog med DR og de mediepolitiske ordførere for partierne bag Medieaftalen for 2007-2010 om udmøntningen af medieaftalen.

 

DR er ifølge kontrakten forpligtet over for hele befolkningen til via fjernsyn, radio og internet eller lignende at sikre et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. I det samlede udbud af programmer og tjenester skal DR opfylde en række nærmere angivne public service-formål.

 

Herudover er DR forpligtet til at tilbyde public service-indhold – dvs. indhold i form af tekst, lyd og billeder, der opfylder kulturelle, sociale og demokratiske behov i det danske samfund – på alle relevante teknologiske platforme. DR skal lægge vægt på at producere public service-tjenester, der er specielt udviklet til disse platforme. Der er i kontrakten angivet en række specifikke forpligtelser i relation til bl.a. nyheder, undervisningsprogrammer og –tjenester, børn og unge, dansk dramatik, dansk musik, dansksprogede programmer, kultur- og idrætsprogrammer og on-line-virksomhed.

 

I relation til DRs public service on-line-virksomhed er det bl.a. fastsat i kontrakten, at DR skal drive internetaktiviteter med indhold og tjenester, der bruger internettets formidlingsformer og som bidrager til DRs public service-formål som angivet i kontrakten. DRs internetsted skal bl.a. indeholde nyheder, programrelateret information, indhold til børn og unge, uddannelsestilbud, seerservice, debatfora, communities og anden brugerinddragelse samt produktioner med billede, lyd og tekst. DR skal stille dette indhold til rådighed streamet og til download til modtagelse på stationære eller mobile platforme.

 

Som noget nyt blev der i forbindelse med indgåelsen af DRs aktuelle public service-kontrakt indført krav om en ”Værditest” af nye public service-tjenester. DR skal i henhold til denne værditest underkaste nye public service-tjenester, herunder on-demand tjenester, en intern prøve for at sikre, at tjenesterne opfylder kulturelle, demokratiske og sociale behov i samfundet. Ved en ny tjeneste forstås et større sammenhængende, konkret initiativ på en given platform, der ikke allerede er pålagt DR i medfør af kontrakten på tidspunktet for kontraktens indgåelse. DR skal forelægge de foretagne værditests af nye tjenester og resultatet heraf for Radio- og tv-nævnet til udtalelse inden aktiviteterne påbegyndes. DR skal afvente nævnets udtalelse inden de pågældende nye aktiviteter iværksættes af DR, idet den endelige afgørelse om iværksættelse træffes af DRs ledelse. Nævnet skal offentliggøre nævnets udtalelser om de af DR udførte værditests. 

 

Jeg finder det meget nyttigt, hvis DR – som anmodet om ved DRs henvendelse af 26. november 2008 – ved foretræde for Folketingets Kulturudvalg får mulighed for at redegøre for DRs forskellige aktiviteter på internettet.

 

Samtidig finder jeg det vigtigt, at Kulturudvalget bliver præsenteret for de synspunkter, som andre aktører på internettet har om DRs netaktiviteter. En af disse aktører – Danske Dagblades Forening – har i debatindlægget ”I konkurrence med staten – DR truer dagbladene på nettet” fra december 2008 redegjort for foreningens synspunkter.   

 

DRs internetaktiviteter har efter min opfattelse de sidste år på nogle områder udviklet sig i en sådan retning, at der er behov for en fornyet drøftelse af  DRs public service-rolle på nettet i forhold til andre medietilbud i det danske medielandskab. Det er vigtigt, at der er den fornødne klarhed om DRs public service-forpligtelser på nettet og i forhold til værditesten.

 

Jeg vil derfor tage initiativ til i de kommende måneder at afholde en møderække med DR og interessenter såsom Danske Dagblades Forening om DRs internetaktiviteter og rammerne herfor. I forlængelse af disse møder agter jeg at tage problemstillingen om DRs netaktiviteter op i kredsen af partier bag Medieaftalen for 2007-2010.