Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

10. december 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 23, vedrørende Jan Monrads artikel i Ekstra Bladet d. 8. november 2008, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 10. november 2008.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 23

Alm. del, Artikel i Ekstra Bladet d. 8. november 2008

Skrivelse af 10. november 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Frahm (SF).

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere artiklen i Ekstra Bladet den 8. november 2008: "Vrissen over 7000 kroner".”

 

Svar:

Den nuværende biblioteksafgiftsordning er baseret på loven om biblioteksafgift fra 2002 samt bekendtgørelsen om biblioteksafgift fra 2007. Herudover er ordningen reguleret af en fire-årig politisk aftale om biblioteksafgift, som blev indgået i 2006 mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Aftalen gælder for 2007-10.

 

Biblioteksafgiften for bøger er en kulturstøtteordning, der skal støtte dansk sprog og kultur og udgør samtidig samfundets anerkendelse af, at værker stilles til rådighed for offentligheden gennem bibliotekerne. Efter den gældende ordning opføres der hvert år på Finansloven en bevilling til biblioteksafgift for bøger. Bevillingen udgjorde 155 mio. kr for 2007. Midlerne fordeles som støtte til forfattere, oversættere og andre, der formidler det danske sprog gennem bøger som benyttes på folke og skole biblioteker.

 

Ud over den almindelige biblioteksafgift afsættes der hvert år på finansloven et rådighedsbeløb til grammofonplader. Dette beløb udgjorde i 2007 ca. 5,4 mio. kr. Midlerne fordeles bl.a. til komponister, tekstforfattere og udøvende kunstnere. Denne ordning har til formål at kompensere for, at musikværker stilles til rådighed for offentligheden gennem bibliotekerne. Ordningen omfatter i modsætning til ordningen for bøger,  musikværker på flere forskellige sprog, så længe udgivelsen er sket i Danmark. Ordningen har ikke samme brede kulturstøtte-formål som den ordning, der gælder for bøger.

 

Der er således tale om to forskellige ordninger, som ikke umiddelbart kan ligestilles. Rådighedsbeløbet til musikudgivelserne har traditionelt ikke været en del af kulturstøtteordningen på samme måde som biblioteksafgiften. Den gældende politiske aftale skal genforhandles i løbet af 2010, hvor der indledes drøftelser om en eventuel ny flerårig aftale fra 2011.