Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

NMJ/ J.nr. 2008-8548

Folketingets Kommunaludvalg

 

 

 

 

 

Dato: 5. december 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Kommunaludvalgs brev af 7. november 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 25 (KOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 25:

 

”Er ministeren enig i, at som følge af de kommunale skatterestancer på 5.784 mio. kr. pr. 31. august 2008, mangler kommunerne samlet set ca. 1 mia. kr., da kommunerne selv dækker ca. 1/6 af disse restancer som oplyst i svaret på spørgsmål 389 (folketingsåret 2007-08, 2. samling) af 5. september 2008 fra skatteministeren til Folketingets Skatteudvalg?”

 

 

Svar:

 

Jeg skal indledningsvis gøre opmærksom på, at der – som det fremgår af den nævnte besvarelse fra skatteministeren – ikke er tale om skatterestancer, men om det, der i svaret kaldes øvrige restancer, som bl.a. omfatter underholdsbidrag, forbrugsafgifter, tilbagebetaling af kontanthjælp mv. Disse restancer inddrives af SKAT, efter at inddrivelsen af al offentlig gæld er blevet samlet i SKAT.

 

Som det fremgår af skatteministerens besvarelse, udgør de kommunale restancer ultimo august 2008 5.784 mio. kr. Men kommunernes reelle andel af disse restancer er kun ca. 1/6, da der er hel eller delvis statsrefusion på hovedparten af kravene. Dertil kommer, at pengene ikke er tabt, da en stor del af restancerne vil blive betalt før eller siden.

 

Det er ikke noget nyt, at der er kommunale restancer, det vil sige kommunale tilgodehavender, som endnu ikke er blevet inddrevet. Der sker naturligvis løbende en inddrivelse af en del af de kommunale restancer, men samtidig opstår der også nye restancer. Det er således ikke realistisk at regne med et nettobidrag herfra i den årlige finansiering af kommunerne.

 

Med hensyn til finansieringen af kommunernes udgifter skal det bemærkes, at der i forbindelse med økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL aftales et udgiftsniveau for kommunerne under ét for det kommende år og en finansiering af dette udgiftsniveau. Ved hjælp af det såkaldte balancetilskud sikres det, at der er fuld finansiering af det aftalte udgiftsniveau.

 

I forudsætningerne for aftalen indgår ikke noget nettobidrag gennem inddrivelse af restancer. Men der er som nævnt gennem skatter, bloktilskud og balancetilskud mv. sikret fuld finansiering af det forudsatte udgiftsniveau.

 

Det forhold, at der er et vist niveau af kommunale restancer, betyder således ikke, at kommunerne mangler finansiering af deres løbende udgifter.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Nils Majgaard Jensen