Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

LHA/ J.nr. 2008-7967

Folketingets Kommunaludvalg

[email protected]

 

 

 

 

 

Dato: 13. november 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Kommunaludvalgs brev af 23. oktober 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 11 (KOU Alm. del), stillet efter ønske fra Flemming Bonne (SF).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 11:

”Kan et byrådsmedlem, der f.eks. har 25 pct. fravær fra møder i udvalg under en kommunalbestyrelse uden lovlig grund, siges at leve op til kravene om mødepligt i et borgerligt ombud?”

 

Svar:

Som der nærmere er redegjort for i min besvarelse af spørgsmål nr. 12 er hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem og i tilknytning hertil de hverv som medlem af udvalg, kommissioner, bestyrelser m.v., som kommunalbestyrelsen har valgt medlemmet til, borgerlige ombud. Den kommunale styrelseslov anerkender samtidig, at medlemmerne kan have lovligt forfald, og det følger ikke af lovgivningen, at kommunalbestyrelsesmedlemmer har en ubetinget pligt til at lade kommunalbestyrelsesarbejdet komme i første række. Et medlems udeblivelse uden lovligt forfald vil derfor ikke være lovligt.

 

De omstændigheder, som efter § 103 i lov om kommunale og regionale valg kan begrunde fritagelse for medlemskab, svarer til dem, der efter § 15, stk. 2, i den kommunale styrelseslov kan begrunde stedfortræderindkaldelse. Disse omstændigheder, dvs. helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende, er forhold, der i hvert fald kan begrunde, at et medlem har lovligt forfald.

 

Vurderingen af, om et kommunalbestyrelsesmedlem har lovligt forfald, indeholder et væsentligt element af skøn. Ferie eller studier, der hindrer medlemmets varetagelse af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem, kan f.eks. ud over de udtrykkeligt nævnte grunde også begrunde lovligt forfald. Der skal imidlertid foreligge en hindring for deltagelse i møderne. Det forhold, at et medlem f.eks. ønsker aflastning i en vis periode eller for visse sager, kan således ikke i sig selv udgøre lovligt forfald. Fravær med denne begrundelse vil dermed ikke være lovligt begrundet. Det gælder uanset, hvilket omfang fraværet har.

 

Som anført kan bl.a. varetagelse af et andet offentligt hverv, f.eks. hverv som medlem af regionsrådet eller Folketinget, og varetagelse af forretninger, dvs. et job, udgøre lovligt forfald. Den kommunale styrelseslov er dermed indrettet således, at hverken medlemskab af regionsråd eller Folketinget eller et civilt job udelukker nogen fra at blive valgt til og varetage hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem. Dette giver grundlag for, at kommunalbestyrelserne kan omfatte medlemmer med en meget bred viden og erfaring, der dermed også vil kunne gøre nytte lokalt.

 

Uanset om et medlems fravær skyldes varetagelsen af et andet offentligt hverv, et job eller andre grunde, vil konsekvensen af, at medlemmet ikke varetager et hverv som f.eks. medlem af et stående udvalg, være, at vederlæggelsen herfor bortfalder ved udgangen af den måned, hvor vedkommende i en uafbrudt periode på tre måneder ikke har varetaget hvervet.

 

I øvrigt vil det være op til det enkelte parti eller den liste, der opstiller den pågældende, og i sidste ende op til vælgerne ved kommunalvalget at vurdere, om fraværet skal have konsekvenser for det pågældende kommunalbestyrelsesmedlems fortsatte medlemskab af kommunalbestyrelsen.

 

 

Karen Jespersen

 

/ Inger Mogensen