Text Box: Dato: 14. oktober 2008
Dokument nr. 382223
Kirkeministeriet
3. Kontor
Sagsbehandler
Rasmus P. Larsen

Samråd i Folketingets Kirkeudvalg, vedr. KIU alm. del, Spørgsmål B

 

Spørgsmål B lyder således:

”Ministeren bedes redegøre for, hvilke tiltag ministeren kan anvende med henblik på at forbedre arbejdsmiljø og muligheder for konstruktivt samarbejde i folkekirken.”

Jeg kan oplyse, at Kirkeministeriet løbende har et godt samarbejde med de folkekirkelige myndigheder og faglige organisationer om folkekirkens arbejdsmiljø. Arbejdsmiljø er bl.a. et fast punkt på dagsordenen ved de halvårlige møder i Folkekirkens Samarbejdsudvalg.

Senest har en styregruppe, bestående af repræsentanter for en række af de faglige organisationer og Landsforeningen af Menighedsråd, med bidrag fra Kirkeministeriet udarbejdet et katalog, der skal give inspiration og konkrete forslag til, hvorledes man i folkekirken kan skabe positiv fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Kataloget udsendes til hele folkekirken, inkl. de faglige organisationer.

Udarbejdelsen af kataloget er støttet af Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed (BAR SoSu).

Kataloget bygger på en spørgeskemaundersøgelse, hvor BAR SoSu via e-post udsendte spørgeskemaer til menighedsrådets kontaktperson i de sogne, hvor Landsforeningen af Menighedsråd kendte e-postadressen. I alt blev der udsendt ca. 1.900 mails, og BAR SoSu modtog i alt 1.212 svar i undersøgelsen.

Det fremgår bl.a. af katalogets omtale af undersøgelsen, at en stor del af menighedsrådene har udarbejdet en APV inden for det sidste år.

Kataloget blev offentliggjort den 2. september i år, samtidig med lanceringen af en hjemmeside kaldet www.kirketrivsel.dk. Det skete ved et særligt arrangement på Hotel Nyborg Strand, hvor der deltog ca. 230 indbudte personer, herunder repræsentanter fra pressen.

Kirkeministeriet har desuden sammen med BAR Jord til Bord udarbejdet en sikkerhedshåndbog for anlægsgartnere. Den er pt. udsendt i 3. oplag.

Der er endvidere nedsat en arbejdsgruppe om præsters psykiske arbejdsmiljø med deltagere fra hhv. Kirkeministeriet og fra Den danske Præsteforening.

På baggrund af et forslag fra Kirkeministeriet, har Folkekirkens Samarbejdsudvalg på sit møde den 18. januar 2008 også besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en strategi for personaleledelse og kompetenceudvikling i folkekirken. Formålet er at lære hvordan man kan pleje personalegrupperne, så den enkelte medarbejder trives og ønsker at udvikle sig med sit arbejde.

I juni 2008 udgav Kirkeministeriet desuden en vejviser til de vigtigste arbejdsmiljøopgaver i folkekirken. Arbejdstilsynet har haft vejledningen til gennemsyn og finder, at indholdet er i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.

Endvidere har Kirkeministeriet udarbejdet en vejledning i manuel ringning af kirkeklokker, der i tekst og billeder illustrerer en god og hensigtsmæssig ringeteknik.

Vejledningen – der er i plakat-størrelse og beregnet til ophængning på ringerens arbejdsplads – har været til gennemsyn hos Arbejdstilsynet der finder, at den er i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.

Samlet set er det min opfattelse, at Kirkeministeriet – i samarbejde med alle relevante interessenter – løbende arbejder for at sikre et godt arbejdsmiljø i folkekirken.

 

Til ministerens baggrundsorientering:

·        Der vedlægges et eksemplarer af kataloget om trivsel i folkekirken, der blev udgivet den 2. september 2008 (der er indlagt markering ved katalogets side 17 om BAR SoSu’s spørgeskemaundersøgelse, og ved side 36 om antallet af menighedsrÃ¥d der har udarbejdet APV det seneste Ã¥r).

·        Der vedlægges et print af en digital korrespondance mellem Signe Ettrup (Præsteforeningen) der var formand for projektets styregruppe, og Svend Erik Christensen fra BAR SoSu. Svend Erik Christensen konkluderer heri, at der er en vis usikkerhed ved den metode, der er benyttet ved spørgeskema-undersøgelsen. For ikke at risikere videregivelse af tal, der kan vise sig at være unøjagtige, refererer nærværende notat ikke detaljer fra katalogets omtale af undersøgelsens resultater.

·        Der vedlægges desuden kopi af svarene af 1. september 2008 pÃ¥ S 2296, S 2298 samt S 2299 fra MF Pernille Vigsø Bagge.