Text Box: Dato: 12. september 2008
Dokument nr. 382527
Kirkeministeriet
3. Kontor
Sagsbehandler
Rasmus P. Larsen

Samråd i Folketingets Kirkeudvalg, vedr. KIU alm. del, Spørgsmål C

 

Spørgsmål C lyder således:

”Ministeren bedes give en vurdering af, hvorvidt den nuværende struktur i folkekirken giver mulighed for klar, synlig og nærværende daglig ledelse i folkekirken.”

Som jeg også gav udtryk for i mit svar på samrådsspørgsmål A, er det min generelle vurdering, at antallet af sager om samarbejdsvanskeligheder ikke er foruroligende.

Jeg synes tvært imod at vi skal glæde os over, hvor godt de folkevalgte menighedsråd varetager deres opgaver også som personaleledere.

Dette gør sig ikke mindst gældende i betragtning af, at folkekirkens godt 2.000 sogne for tiden omfatter omkring 17.000 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer og beskæftiger ca. 2.000 præster og mere end 25.000 fastansatte kirkefunktionærer.

Hvad angår muligheden for det, samrådsspørgsmål C kalder ”klar, synlig og nærværende daglig ledelse i folkekirken” vil jeg henlede opmærksomheden på, at Folketinget med vedtagelsen af lov nr. 531 af 6. juni 2007 skabte mulighed for, at menighedsrådet fremover vil kunne vælge en præst til hvervet som menighedsrådets kontaktperson.

Jeg henviser i den forbindelse til den nye udformning af menighedsrådslovens § 10, stk. 5, der træder i kraft fra og med de ordinære valg til menighedsråd i 2008. Bestemmelsen lyder således:

”Stk. 5. Menighedsrådet vælger af sin midte en kontaktperson, der bemyndiges til på rådets vegne at give forskrifter og anvisninger til og modtage henvendelser fra kirkefunktionærerne i tjenstlige forhold. Opgaven som kontaktperson kan efter menighedsrådets beslutning deles mellem en af pastoratets præster og et af de valgte medlemmer.”

Som det ses vælger menighedsrådet herefter ”af sin midte” en kontaktperson.

Den tidligere begrænsning, hverefter kontaktpersonen alene kunne vælges bladt menighedsrådets valgte medlemmer, er således ophævet, så kontaktpersonen nu også kan vælges blandt rådets fødte medlemmer.

Desuden giver bestemmelsens sidste punktum fremover mulighed for, at hvervet som kontaktperson vil kunne deles mellem en af pastoratets præster og et af rådets valgte medlemmer.

Denne nye udformning af menighedsrådslovens § 10, stk. 5, vil efter min opfattelse sikre muligheden for, at menighedsrådenes daglige personaleleder vil være både klar, synlig og nærværende for kirkefunktionærerne.

Til ministerens baggrundsorientering:

Der vedlægges kopi af svar af 1. september 2008 på S 2300.