Dato:

29. januar 2009

Kontor:

Indfødsretskontoret

J.nr.:

2008/307-186

Sagsbeh.:

KRE

 

 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 9 stillet af Folketingets Indfødsretsudvalg efter ønske fra Anne-Marie Meldgaard (S) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 16. december 2008 (alm. del).

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes redegøre for de retlige problemer i den situation, hvor en person med dobbelt statsborgerskab, herunder det ene dansk, begår en forbrydelse i Dan-mark og flygter til det land, hvor vedkommende også har statsborgerskab, men hvor Danmark ikke har et retligt samarbejde om udlevering og retsforfølgelse”.

Svar:

Integrationsministeriet anmodede ved brev af 17. december 2008 Justitsministeriet om et bidrag til brug for besvarelsen af spørgsmålet.

 

Ministeriet kan på baggrund af besvarelsen fra Justitsministeriet oplyse, at der, hvis en person med dobbelt statsborgerskab – herunder det ene dansk – begår en forbrydelse i Danmark og herefter flygter til det land, hvor vedkommende også er statsborger, vil kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt vedkommende kan udleveres til Danmark med henblik på retsforfølgning.

 

Hvis Danmark og det pågældende land ikke på forhånd har et retligt samarbejde, der muliggør udlevering, vil Danmark kunne søge at opnå en aftale med det pågældende land om udlevering i det konkrete tilfælde. Det vil imidlertid afhænge af lovgivningen i det pågældende land, om det er muligt at udlevere en person, der (også) er statsborger i dette land. For så vidt angår den situation, der er beskrevet i spørgsmålet, vil der således kunne være tilfælde, hvor en dansk statsborger ikke vil kunne udleveres til Danmark som følge af, at vedkommende befinder sig i sit (andet) hjemland.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at hvis det pågældende land er medlem af Den Europæiske Union, vil udlevering af egne statsborgere kunne ske efter reglerne i Rådets rammeafgørelse (2000/584/RIA) af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003).

 

Justitsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at Justitsministeriet ikke er i besiddelse af samlede oplysninger om, i hvilket omfang lande uden for EU tillader udlevering af egne statsborgere.

 

Herudover vil Danmark i stedet for at anmode om udlevering af en person fra et andet land efter omstændighederne kunne anmode det pågældende land om at overtage retsforfølgningen fra Danmark, jf. nærmere reglerne i lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til et andet land af retsforfølgning i straffesager, og jf. den europæiske konvention af 15. maj 1972 om samme emne.

 

Det pågældende land vil imidlertid i visse tilfælde kunne afslå at overtage retsforfølgningen.

 

En person med dobbelt statsborgerskab, herunder det ene dansk, vil således efter omstændighederne kunne undgå retsforfølgning for en forbrydelse begået her i lan-det ved at flygte til sit andet hjemland, hvis dette land ikke har mulighed for eller øn-sker at udlevere egne statsborgere eller at overtage retsforfølgningen.