Dato:                    12. januar 2009

                                                                                                                                                  Kontor:                Indfødsretskontoret

                                                                                                                                                  J. nr.:                   2008/307-186

                                                                                                                                                  Sagsbeh.:            MOO

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 8 stillet af Folketingets Indfødsretsudvalg efter ønske fra Anne-Marie Meldgaard (S) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 16. december 2008 (alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes redegøre for, om det vil være i overensstemmelse med internationale konventioner, såfremt praksis bliver, at personer med dobbelt statsborgerskab, hvoraf ét af disse er dansk, efter dom for kriminalitet der medfører udvisning, kan fratages deres danske statsborgerskab og udvises til det land, hvor de besidder deres statsborgerskab.”

 

Svar:

 

Danmark ratificerede den 6. juni 1977 FN-konventionen om begrænsning af statsløshed af 30. august 1961. Konventionen forpligter de kontraherende stater til ikke at fratage nogen person statsborgerretten, hvis fratagelsen vil gøre den pågældende statsløs. Ifølge konventionens artikel 8, stk. 2, litra b, gælder det dog ikke, hvis statsborgerretten er opnået ved ’urigtige anbringender eller svig’.

 

Danmark ratificerede den 24. juli 2002 den europæiske konvention om statsborgerret af 6. november 1997. Det følger af konventionens artikel 7, at de kontraherende staters lovgivning som udgangspunkt ikke må indeholde bestemmelser om automatisk fortabelse eller fratagelse af statsborgerret. Der gælder dog en række undtagelser til dette udgangspunkt, herunder at fratagelse kan ske, hvis det er som følge af en handlemåde, der er til ’alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser’, jf. artikel 7, nr. 1, litra d.

 

Efter indfødsretslovens § 8 B kan der ske frakendelse af indfødsret, hvis en person er dømt for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.). Straffelovens kapitel 12 og 13 normerer således, hvad der må anses for at være til ’alvorlig skade for landets vitale interesser’. Forhold, der senere bliver kriminaliserede i nævnte kapitler i straffeloven, vil derfor tillige kunne danne grundlag for frakendelse af indfødsret efter indfødsretslovens § 8 B. 

 

Det vil således alene være i overensstemmelse med den europæiske konvention om statsborgerret, såfremt en person med dobbelt statsborgerskab frakendes sin danske indfødsret som følge af, at vedkommende er dømt for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13. Frakendelse af dansk indfødsret i tilfælde, hvor en person alene er dømt for almindelig kriminalitet, hvor alvorlig den end måtte være, vil ikke være i overensstemmelse med den europæiske konvention om statsborgerret, da frakendelse alene vil kunne ske som følge af, at en person er dømt for, at have begået en handling, der må anses at være til ’alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser’.