Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 26. november 2008

Sagsnr.: 14125

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 31. oktober 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 42) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 42:

 

” Vil ministeren oplyse ud fra hvilke betragtninger, der er ydet offentligt tilskud til

et kommercielt produkt som flymad, herunder oplyse hvem tilskuddet er

kommet til gode?”

 

Svar:

 

Administrationen af tilskud indenfor det pågældende område henhører under FødevareErhverv. Jeg har fået følgende udtalelse fra FødevareErhverv, som jeg henholder mig til:

 

”Tilskud til proviantering m.m. ydes som en del af EU’s eksportstøtteordning. Det fremgår således af den relevante forordning, at ”-levering til forsyninger af søgående skibe eller levering til luftfartøjer som beflyver de internationale ruter, herunder ruter indenfor Fællesskabet,” ligestilles med eksport fra Fællesskabet. Inkluderingen af de pågældende støttemuligheder i eksportstøtteordningen er gennemført i 1967 ved Kommissionens forordning nr. 1041 af 21. december 1967 om de nærmere regler for anvendelse af eksportrestitutioner for de produkter, for hvilke der gælder en ordning med fællespriser. Som begrundelse for denne ændring er det i præamblen til forordningen anført, at ”i medlemsstaterne nyder de produkter, der leveres med henblik på visse formål, ved deres import fra tredjelande afgiftsfrihed; i det omfang hvori disse afsætningsmuligheder får en vis betydning, bør fællesskabsprodukterne stilles på lige fod med de produkter, der importeres fra tredjelande;”. Bl.a. cateringfirmaer, som leverer til internationale flyruter, har således kunne basere sin produktion på varer fra tredjelande, som er importeret uden afgifter. Ydelse af eksportstøtte i de pågældende tilfælde indebærer, at produkter fra EU principielt har kunnet afsættes til disse firmaer på lige fod med tilsvarende produkter fra tredjelande.

 

Som det fremgår på svar til spørgsmål nr. 41, kan tilskud til flymad ikke udskilles fra andre områder som er omfattet via ordningen med eksportrestitutioner til proviantering. Det er derfor ikke muligt at oplyse hvilke virksomheder, som måtte have modtaget tilskud til tilberedning af flymad. Det kan imidlertid oplyses, at der indenfor provianteringsområdet, hvori også indgår skibsproviantering, som helhed i indeværende år er ydet tilskud til følgende virksomheder: C.H. Bolcher A/S, Danæg Products A/S, J.H. Olsen & Co A/S, Nordex Food A/S, Ove Wrist & Co A/S, Toms Fabrikker A/S og Tulip International A/S.”

 

Afslutningsvis skal det nævnes, at Danmark generelt arbejder for en afskaffelse af alle eksportsubsidier og prisstøtteordninger.

 

 

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Mia Stecher