Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 17. februar 2009

Sagsnr.: 14848

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 28. januar 2009 stillet følgende spørgsmål nr. 197 (Alm. del) som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Benny Engelbrecht.

 

Spørgsmål 197:

 

”Vil ministeren redegøre for reglerne for blindes adgang til restauranter i ledsagelse med en førerhund ?”

 

Svar:

Dyr må som udgangspunkt ikke have adgang til steder, hvor fødevarer håndteres, tilberedes eller opbevares. Kæle- og servicedyr kan dog i nogle tilfælde få adgang til fødevarevirksomheder, når virksomheden sikrer, at det ikke giver anledning til forurening af fødevarerne.

Servicedyr defineres som fører- og servicehunde, der er specielt trænede til at udføre en eller flere nytteopgaver for blinde eller stærkt svagsynede personer eller personer med fysisk funktionsnedsættelse. Fælles for fører- og servicehunde er, at de aldrig færdes alene, men er sammen med deres bruger.

Virksomhedslederen i en restaurant kan tillade, at en førerhund må komme ind i restaurantens serveringsområde, hvis det ikke giver anledning til kontaminering af fødevarerne. Det er Fødevarestyrelsens vurdering, at det kun helt undtagelsesvist vil kunne give anledning til kontaminering af fødevarer at lade førerhunde få adgang til serveringsområder i restauranter. Hunden vil være under fuld kontrol af brugeren, som sikrer, at hunden ikke slikker på fødevarer eller snuser til dem.

Hvis der alligevel sker kontaminering af fødevarer, skal restauranten have procedurer for håndtering af forurenede varer, f.eks. at de berørte varer kasseres.

 

 

Eva Kjer Hansen

 

/ Lisbet Nielsen