Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 6. februar 2009

Sagsnr.: 14729/469178

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 13. januar 2009 stillet følgende spørgsmål nr. 165 (alm. del) som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

Spørgsmål 165:

 

”Ministeren bedes kommentere artiklen ”Professor ser store muligheder i østers – projekt i Vadehavet” af 6/1-09 fra JydskeVestkysten og redegøre for fordele og ulemper ved ”østersmarker” i Vadehavet, herunder oplyse, hvorvidt ministeren agter at iværksætte initiativer på området.”

 

Svar:

 

Stillehavsøsters (Gigas) har i de senere år etableret sig i Vadehavet. Gigas er en ny invasiv art, hvis betydning for økosystemerne i de danske farvande, vi ikke har tilstrækkelig kendskab til endnu. 

 

Artiklen om et østersprojekt i Vadehavet omhandler mulighederne for at anvende stillehavsøsters både i rekreativ og kommerciel sammenhæng. Jeg har fået oplyst, at tanken bl.a. er, at man i nærheden af områder, hvor private ved håndkraft indsamler østers til eget forbrug, kunne afskærme nogle områder og således følge udviklingen af muslingebankerne begge steder.

 

Det er positivt, at de store naturværdier i Vadehavet, hvor stillehavsøsters nu indgår, kan opleves direkte af de mange besøgende i området.

 

For så vidt angår muligheden for kommerciel udnyttelse af østers, kan jeg oplyse, at der fra muslingeerhvervets side tidligere er udtrykt interesse i et kommercielt fiskeri efter stillehavsøsters i den danske del af Vadehavet.

 

Fødevareministeriet rejste på den baggrund spørgsmålet om muligheden for et fiskeri på arten overfor Skov- og Naturstyrelsen, idet en tilladelse til fiskeri på stillehavsøsters i givet fald ville kræve en dispensation fra vadehavsbekendtgørelsens forbud mod maskinel optagning af muslinger og andre organismer på havbunden.

 

Den danske del af Vadehavet er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde (Natura 2000 område), og Vadehavet er ligesom de øvrige udpegede habitat- og fuglebeskyttelsesområder omfattet af habitatdirektivets krav til forvaltning i områderne, herunder at nye aktiviteter skal vurderes med hensyn til deres virkninger på miljøet, inden der eventuelt kan gives en tilladelse.

 

DTU Aqua har i 2007 gennemført et prøvefiskeri på stillehavsøsters og har på den baggrund udarbejdet en foreløbig, generel miljøkonsekvensvurdering af stillehavsøsters fiskeri. Miljøkonsekvensvurderingen skal konkretiseres på en række punkter med henblik på at kunne danne grundlag for stillingtagen til et evt. kommercielt fiskeri. Der skal bl.a. tages konkret stilling til, hvorledes et eventuelt fiskeri vil foregå, herunder en præcis beskrivelse fra fiskerne af det ønskede fiskeri med oplysninger om fiskeområde, omfanget af den forventede fangst, redskabstype og en tidsplan for fiskeriet.

 

Det er overfor mig oplyst, at eftersom der ikke tidligere har været en kommerciel udnyttelse af stillehavsøsters i den danske del af Vadehavet, vil udviklingen af et kommercielt fiskeri af stillehavsøsters, udover en tilladelse til fiskeri, formentlig indebære initiativer andre steder i værdikæden, såsom udvikling af forarbejdede produkter af stillehavsøsters og analyser af afsætningsmulighederne.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

 

/Mette Selchau