Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

15. december 2008

J.nr. 10-477

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 30 af 26. november 2008.

Spørgsmål:

”Miljøøkonomen Michael Skov Andersen fra DMU har den 24. november udtalt til radioens P1, at Finansministeriets anbefalede diskonteringsrente på 6 pct. gør det umuligt at få overskud på langsigtede investeringer i f.eks. klima. Hvad er finansministerens kommentar til kritikken, og hvilke overvejelser gør finansministeren sig om at reducere diskonteringsrenten?”

Svar:

Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger (Finansministeriet, november 1999), hvori der anbefales en diskonteringsrente på 6 pct., er overvejende møntet på vurderinger af statslige investeringer og andre initiativer med en tidshorisont på op til 30-40 år. Dvs. den type af problemstillinger, der i antal udgør langt den overvejende del af de problemstillinger, der skal tages stilling til.

Finansministeriet er imidlertid opmærksomt på, at der forekommer problemstillinger, herunder i forhold til klima, hvor gevinsterne ved investeringer i dag først viser sig efter en længere årrække, men til gengæld er vedvarende, og at sådanne gevinster ”forsvinder”, hvis der anvendes en forholdsvis høj diskonteringsrente.

Dette indgår i Finansministeriets overvejelser i forbindelse med revisionen af vejledninger, jf. i øvrigt svar på Finansudvalgets spørgsmål 28.

I forhold til overvejelserne om, hvilken diskonteringsrente der i Danmark skal anvendes ved samfundsøkonomiske vurderinger af investeringer i klima, er det imidlertid væsentligt at hæfte sig ved, at de mål, der internationalt er fastsat eller forventes at ville blive fastsat i den nærmeste fremtid, og som er styrende for den danske reduktionsforpligtelse, overvejende er fastsat på baggrund af IPCC’s anbefalinger.

Samtidig er der med EU-kommissionens forslag til klima- og energipakke for EU lagt op til, at reguleringen af CO2-udledningen fra den kvoteomfattede sektor sker efter ensartede principper i hele EU, hvorfor udfordringen i tilrettelæggelsen af den nationale klimaindsats især vedrører den ikke-kvoteomfattede sektor.

Målet for denne del af klimaindsatsen vil blive at sikre, at opfyldelsen af de danske forpligtelser sker så omkostningseffektivt som muligt.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen