|
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN
|
Besvarelse af spørgsmÃ¥l 58 alm. del stillet af Erhvervsudvalget den 19. januar 2009.   Â
Spørgsmål 58: Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra DanAdvice ApS vedrørende kopivarer, jf. ERU alm. del ‑ bilag 114.
Svar: I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 om toldmyndighedernes indgriben på eget initiativ kan SKAT tilbageholde varer fra lande uden for EU, hvis der foreligger mistanke om, at varerne er piratkopier eller varemærkeforfalskninger. Når SKAT har tilbageholdt varer i henhold til toldforordningen, retter SKAT henvendelse til rettighedshaver.
Rettighedshaver skal herefter indlevere en formel anmodning om tilbageholdelse af varerne inden for 3 dage. Rettighedshaver kan også have indgivet en generel forudgående anmodning til SKAT. Foreligger en anmodning om tilbageholdelse, har rettighedshaver 10 dage til enten at indgå et forlig med varemodtager eller udtage stævning mod varemodtager. I særlige tilfælde kan fristen forlænges med yderligere 10 dage. Reglerne i toldforordningen skal således tilgodese såvel hensynet til, at rettighedshaver kan nå at undersøge, om der er tale om piratkopier, såvel som hensynet til, at importøren ikke uretmæssigt får tilbageholdt sine varer i tolden over en længere periode.
Jeg kan ikke kommentere på den konkrete sag, som DanAdvice omtaler i henvendelsen, idet jeg forstår henvendelsen således, at sagen aktuelt verserer for domstolene.
Jeg vil dog gerne understrege, at jeg er helt enig i, at det er vigtigt at få stoppet import af piratkopierede varer til Danmark. Regeringen har i marts 2008 præsenteret sin handlingsplan om en styrket indsats mod piratkopiering. Som følge af handlingsplanen er der bl.a. oprettet en hjemmeside, www.stoppiraterne.dk, der indeholder information til forbrugere, virksomheder og myndigheder om, hvordan man kan forebygge piratkopiering, herunder hvordan man kan medvirke til at undgå, at der importeres piratkopierede varer til Danmark.
Som led i indsatsen mod piratkopiering vedtog Folketinget den 16. december 2008 regeringens lovforslag om skærpede straffe for piratkopiering i kraft af en ændring af varemærkeloven, straffeloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed samt forskellige andre love. Ved lovændringen blev strafferammerne for krænkelse af immaterielle rettigheder samordnet, således at krænkelse af ophavsrettigheder, varemærker, design, patenter og brugsmodeller med virkning fra den 1. januar 2009 kan straffes med op til 6 års fængsel. Strafferammen dækker også krænkelse ved erhvervsmæssig import af piratkopier, der nu svarer til strafferammen for bl.a. tyveri. Med lovændringen har politiet fået adgang til at benytte flere efterforskningsmetoder, herunder indgreb i meddelelseshemmeligheden i forbindelse med efterforskning af piratkopiering.
|
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Slotsholmsgade 10-12 1216 København K
Tlf.          33 92 33 50 Fax         33 12 37 78 CVR-nr   10 09 24 85 www.oem.dk
|
|
|
|
|
|
|