|
|
|
Folketingets Energipolitiske Udvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            6. april 2009 J nr.             |
|
Energipolitisk Udvalg har i brev af 19. marts 2009 stillet mig følgende
spørgsmål 63 alm. del, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jesper Petersen (SF)
â€Ministeren bedes kommentere artiklen i Flensborg Avis den 10. marts 2009: â€Dansk biogas til Tyskland†og herunder forholde sig til konsekvenserne af, at danske landmænd afsætter biogas i Tyskland frem for i Danmark.â€
Artiklen i Flensborg Avis tager udgangspunkt i, at der angiveligt skulle være bedre afregningspriser for biogas i Tyskland end i Danmark.
Der er meget forskellige regelsæt for støtte til biogas i henholdsvis Tyskland og Danmark. Det tyske regelsæt er forholdsvis kompliceret. En udtømmende sammenligning vil kræve en længere udredning. Klima- og Energiministeriets generelle vurdering er, at de danske vilkår samlet set er mere favorable end vilkårene i Tyskland. En væsentlig årsag er, at den danske infrastruktur med mange fjernvarme- og kraftvarmeværker normalt muliggør, at danske biogasanlæg kan opnå indtægt fra både el- og varmesalg. Tyskland har ikke en tilsvarende udbygget infrastruktur med decentrale fjernvarmeværker. Dertil kommer, at de tyske regler rummer begrænsninger betinget af, hvilke former for biomasse biogassen produceres ud fra. Endelig indebærer de tyske regler, at støtten reduceres år for år gældende for nye anlæg. I Danmark er der nu omvendt indført en delvis prisregulering som sikrer, at biogasanlæggene fremadrettet får delvis dækning for prisudviklingen.
Med venlig hilsen
Connie Hedegaard