Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             16. februar 2009

J nr.              


Energipolitisk Udvalg har i brev af 21. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 41 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 41:

 

"Vil ministeren udarbejde en samlet oversigt over uudnyttet biogas i sommerperioden?”

Svar:

 

Det lægges til grund, at der med spørgsmålet henvises til biogas, som anvendes i sommerperioden til elproduktion uden at den tilhørende varmeproduktion kan udnyttes, hvorfor den bortkøles. Det skal understreges at den biogasmængde, der anvendes på denne måde, ikke er uudnyttet. Den anvendes til elproduktion og kan ses parallelt med kraftværkernes brændselsforbrug i sommerperioden til såkaldt kondensproduktion, hvor varme bortkøles.

Klima- og Energiministeriet har ikke data, der specifikt viser den mængde varme, der bortkøles fra biogasmotoranlæg i sommerperioden, idet dette ikke eksplicit kræves i forbindelse med anlæggenes indberetning til ministeriets energiproducenttælling.

En række af de store biogasanlæg er som led i deres løbende udviklingsindsats i gang med at etablere langtids- eller sæsonlagre for de dele af deres biomassegrundlag (dvs. typisk særlige former for industriaffald), hvor dette er muligt. Der er et betydeligt økonomisk motiv hertil, idet biogassen næsten har den dobbelte værdi, når den kan anvendes med udnyttelse af kølevarmen til fjernvarme sammenlignet med bortkøling af denne varme.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard