Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

9. marts 2009              

J nr.            


Energipolitisk Udvalg har i brev af 16. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 34 alm. del, stillet efter ønske fra Per Clausen (EL), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 34:

 

”Vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser årets rapport "State of the World" fra det anerkendte miljøcenter Worldwatch Institute, hvoraf det fremgår, at verdens CO2-udledning i 2050 skal være bragt ned på 0, vil få for den danske regerings klimapolitik?”

 

Svar:

 

Rapporten ”State of the World” giver en god indsigt i, hvor vanskeligt og usikkert det er at vurdere, præcist hvor meget den globale middeltemperatur må stige, hvis farlige menneskeskabte klimaforandringer på jorden skal undgås. Rapporten indeholder bl.a. en tabel, hvor mulige klimaforandringer ved forskellige temperaturstigninger opstilles. Det fremhæves, at hvis temperaturstigningen skal holdes på maksimalt 1 ºC forudsætter det, at de globale CO2 udledninger i 2050 er nedbragt til nul.

 

FN’s Klimapanel (IPCC), hvis rapporter udgør det videnskabelige grundlag for Danmarks og EU’s klimapolitik, vurderede i deres fjerde hovedrapport fra 2007, at det er økonomisk og teknisk

muligt at begrænse stigningen i den globale middeltemperatur til 2 - 2,4 ºC over før-industrielt niveau. Ifølge IPCC er der ikke tilvejebragt et tilstrækkelig videnskabelig grundlag til at foretage en tilsvarende vurdering for en maksimal temperaturstigning på 1 ºC. Regeringens politik følger EU’s målsætning om, at temperaturen ikke må overstige den før-industrielle gennemsnitstemperatur med mere end 2 ºC. Dette kræver ifølge IPCC, at CO2 udslippet i 2050 reduceres med mellem 50 og 85 pct. i forhold til 2000 niveau.

 

Klimaforandringerne er et globalt problem, som kun kan løses ved en global indsats. Regeringens indsats er derfor fokuseret på at opnå en ambitiøs global aftale på klimatopmødet i december i København.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard