Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             15. januar 2009

J nr.              


Energipolitisk Udvalg har i brev af 6. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 33 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 33:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. januar 2009 fra Sønderjysk Landboforening, Nordic BioEnergy og DONG Energy, jf. EPU alm. Del – bilag 108."

Svar:

 

Parterne bag Sønderjysk Biogas opfordrer Energipolitisk Udvalg til, at der etableres en ny støtteordning til brug for opgraderet biogas, som pumpes ind på naturgasnettet. Som begrundelse herfor nævnes, at det vil give større sikkerhed for, at biogas kan udnyttes optimalt, og at det vil gøre det muligt at placere biogasanlæggene i forhold til husdyrtætheden og derved minimere behovet for transport af gylle.

Placering af biogasanlæg prioriteres primært i forhold til den største husdyrtæthed, trafikale forhold og i øvrigt med henblik på mindst mulige gener for naboer. Investeringer i gasledninger er i denne sammenhæng relativt små. Længden af de nødvendige gasledninger til afsætning af gassen er derfor en økonomisk forholdsvis underordnet faktor i beslutningsgrundlaget for nye, store biogasanlæg.

Omkostninger til opgradering og distribution via naturgasnettet indebærer, at opgradering er en væsentlig dyrere løsning end direkte anvendelse. Opgraderingsprocessen indebærer desuden et væsentligt energiforbrug, og den giver anledning til et udslip af metan.

Med hensyn til energieffektivitet, økonomi og udslip af drivhusgasser er en løsning, hvor biogassen bruges direkte til kraftvarme at foretrække. Hvis det viser sig, at der herudover er behov for at afsætte biogas, kan det være relevant at se på andre anvendelser herunder opgradering, fx i områder, hvor sammensætning af naturgasledningsnet og produktion af gylle vil kunne skabe forholdsvis bedst samfundsøkonomi i en opgradering.

Efter de gældende regler får opgradering af biogas til naturgas ikke støtte. Hvis opgradering af biogas til naturgas skulle have samme støtte som biogas anvendt direkte til elproduktion i et kraftvarmeværk burde der i støttebeløbet tages højde for, at processen er energikrævende og fordelene ved opgradering derfor ikke fuldt ud modsvarer fordelene ved anvendelse som biogas.

 

 

 

 

 

 

Hertil kommer, at evt. støtte til opgraderet biogas, som indpumpes på naturgasnettet, forudsætter etablering af en ny støtteordning, da den i foråret 2008 vedtagne PSO-støtteordning til biogas anvendt til elproduktion ikke kan udvides til også at gælde for biogas, der opgraderes til naturgasnettet. PSO-støttemidlerne finansieres af elforbrugerne og må kun anvendes til el-relaterede formål.

 

Parterne bag energiaftalen af 21. februar 2008 er enige om at fremme udbygningen med biogas og drøfter løbende, hvordan vi mest hensigtsmæssigt fremmer udnyttelsen af biogas.

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard