Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             28. november 2008

J nr.             1003-0103


Energipolitisk Udvalg har i brev af 12. november 2008 stillet mig følgende spørgsmål 13 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 13:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Dansk Miljøteknologi om ”New green deal”, jf. EPU alm. del – bilag 23. Ministeren bedes herunder kommentere de enkelte indsatsområder."

Svar:

 

Jeg er enig med Dansk Miljøteknologi i, at bæredygtigheds- og klimaindsatsen er umådelig vigtig, finanskrise eller ej.

Energiaftalen fra februar 2008 indeholder således bl.a. øget tilskud til elektricitet fra vind, biogas og biomasse, midler til at fremme anvendelsen af varmepumper samt afsætning af 25 mio. kr. årligt i fire år til små VE-teknologier som solceller og bølgekraft.

Der afsættes desuden stigende bevillinger på finansloven til støtte af forskning, udvikling og demonstration af nye energiteknologier, herunder via Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). I 2009 afsættes således 750 mio. kr. til formålet, og i 2010 vil støtten runde 1 mia. kr.

Det indgår også i energiaftalen, at kravet til bygningers energiforbrug løbende strammes, og fra EU’s side er der opstillet krav om energimærkning af husholdningsapparater samt krav til apparaters energiforbrug. Som en del af energiaftalen er der desuden igangsat analyser, der har til formål at vurdere supplerende indsatsområder.

Der er allerede en del kommuner, der har udarbejdet klimastrategier, og flere er på vej. 13 kommuner deltog for nylig i opløbet om at blive udnævnt til Energiby. Tre blev udnævnt, og yderligere tre følger inden sommeren 2009.

I forbindelse med ønsket om en skattereform indgår grøn omlægning af skatter og afgifter allerede i kommissoriet for arbejdet.

Transportsektoren udgør en særlig udfordring, men både her og i forhold til grøn vækst i fødevaresektoren er der nye initiativer på vej fra regeringen.

Danmark er således godt i gang med at blive et godt eksempel for grøn vækst, og denne indsats vil ikke blive sat i bero pga. finanskrisen.

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard