Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

MDE/ J.nr. 2009-1410

Folketingets Boligudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 31. marts 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Boligudvalgs brev af den 4. marts 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 68 (BOU alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 68:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra foreningen Rejsearbejdere.dk, jf. BOU alm. del - bilag 58 og i den forbindelse oplyse, hvilke konsekvenser den tyske model kan få for beskæftigelsessituationen. Ministeren bedes desuden oplyse m2 prisen på for henholdsvis privat og offentligt byggeri er i henholdsvis Tyskland, England og Sverige specificeret på grundpriser og byggeomkostninger i øvrigt.”

 

 

Svar:

Spørgsmål nr. 68 er stillet til velfærdsministeren og økonomi- og erhvervsministeren. Efter aftale med økonomi- og erhvervsministeren, besvares spørgsmålet på begges vegne.

 

Indledningsvis vil jeg gerne pointere, at regeringen følger den økonomiske situation nøje, og er klar med yderligere aktivitetsskabende indgreb, hvis det skulle vise sig påkrævet. Men jeg vil også gerne fremhæve, at regeringen allerede har truffet aftale om en lang række initiativer, som vil få stor virkning på aktiviteten i resten af 2009 og de kommende år.

 

Senest har jeg indgået aftale med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en ny boligpakke, som vil gøre det langt lettere for kommunerne at finansiere nye almene boliger, idet det kommunale indskud i alment byggeri halveres til syv procent. Maksimumbeløbet, som lægger loft over, hvor meget det må koste at bygge, forhøjes samtidigt, hvorved der dels skabes plads til større energibesparende investeringer i det nye byggeri, og dels bliver bedre muligheder for at bygge i områder af landet, som har haft problemer hermed på grund af maksimumsbeløbet.

 

Som en del af Forårspakke 2.0, etableres der endvidere en renoveringspulje på 1½ mia. kr., hvorfra der i 2009 kan ydes tilskud til renovering og bygningsarbejde, herunder energibesparende foranstaltninger, i helårsbeboelse.

 

Regeringen har endelig indgået en aftale med KL om, at kommunerne har mulighed for at igangsætte yderligere investeringer for mindst 2 mia. kr. i 2009, og at dette løft hovedsageligt skal målrettes de borgernære serviceområder på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet, samt visse idrætsfaciliteter.

 

Med hensyn til beskæftigelseseffekten af den foreslåede tyske ordning om tilskud til køb og opførelse af boliger skal jeg henvise til min besvarelse af Boligudvalgets spørgsmål 36 alm. del.

 

Hvad angår dårlige boliger i landsbyer, påhviler det den pågældende kommune at tage hånd om problemet. Regeringen har med en række ændringer af byfornyelsesloven forbedret muligheder for at gribe ind over for faldefærdige huse i landdistrikterne. Velfærdsministeriet har for nyligt i samarbejde med andre ministerier, KL og andre organisationer udgivet en vejledning, som forsyner kommunerne med værktøjer til at fremme en positiv udvikling i landsbyerne.

 

Vedrørende priser på byggeri i Sverige, Tyskland og England oplyser Økonomi- og Erhvervsministeriet følgende: 

 

”Priser på byggeri i forskellige lande sammenlignes af EU's statistiske kontor Eurostat. Sammenligningen er lavet, så der er tale om sammenligneligt byggeri og prisforskelle afspejler derfor ikke, at eksempelvis boliger i Nordsverige formentlig er bedre isoleret end i England.

 

Eurostats opgørelser sondrer desværre ikke mellem offentligt og privat byggeri, men mellem bygninger til boligformål og bygninger til andre formål. Oplysningerne foreligger ikke som absolutte priser pr. kvadratmeter, men som indeksværdier.

 

Det fremgår af tabel 1, at boligbyggeri i Sverige er 47,6 procent dyrere end gennemsnittet i EU. Boligbyggeri koster omtrent det samme i Tyskland og UK, nemlig omtrent 17-18 procent mere end gennemsnittet i 15 EU-lande.

 

Prisen for bygninger til andre formål end boliger er højest i UK, hvor en bygning koster 38,9 procent mere end EU-gennemsnittet. Prisen i Sverige ligger ca. 20 procent over EU-gennemsnittet, og prisen i Tyskland ligger 6 procent over gennemsnittet.

 

Tabel 1 viser også priserne for Danmark. Boligbyggeri er, jf. tabellens oplysninger, en del dyrere i Danmark end i de øvrige lande, mens prisen for andre bygninger er lidt lavere end i UK, men højere end i Tyskland og Sverige.

Tabel 1. Prisindeks (ekskl. grunde) for byggeri i 2007, EU15=100

 

Tyskland

Sverige

UK

Danmark

Boligbyggeri

117,1

147,6

117,9

167,8

Andre bygninger

106,0

120,7

138,9

133,4

Note: Tallene viser afvigelsen fra den gennemsnitlige pris inkl. moms og afgifter i EU-15-landene. Tallet på 117,1 for boligbyggeri i Tyskland betyder således, at prisen for et boligbyggeri i Tyskland skønnes 17,1 procent højere end gennemsnittet for 15 EU lande. Statistikken er dannet ved at spørge til omkostningerne for de samme velspecificerede byggerier i hvert EU-land. Prisforskelle skyldes derfor ikke, at der er forskel på egenskaberne ved det faktisk byggede i forskellige lande.

            Momssatsen på byggeri er 20 procent i Danmark og Sverige, 17,5 procent i UK og 16 procent i Tyskland.

Kilde: Eurostat.

 

Priser på byggegrunde i forskellige lande er vist i figur 1. Data er indhentet fra forskellige datakilder og derfor ikke nødvendigvis sammenlignelige. For eksempel kan der være forskel på, hvor byggemodne grundene er.

 

Generelt er priserne i Tyskland og Danmark lavere end i Sverige og England. I Tyskland er gennemsnitsprisen for en byggegrund ca. 1.000 kr./m2, mens den er 839 kr./m2 i Danmark. I Sverige og UK er priserne hhv. ca. 2.300 og ca. 2.600 kr./m2.

 

Figur 1. Pris for byggegrunde i de fire lande, kr./ m2, 2007

 

 

Kilde:    Tyskland: Destatis (tal for 2007), Sverige: Statistiska Centralbyrån (2006). UK: Department for Communities & Local Government www.communities.gov.uk (juli 2008), Danmark: Dansk Ejendomsmæglerforening (3. kvt. 2008). For Danmark er priserne de udbudte priser. Egne beregninger.

 

I øvrigt henledes opmærksomheden på, at variationen på prisen på byggegrunde er meget voldsom fra region til region inden for hvert land. For eksempel er den gennemsnitlige pris på byggegrunde i de østlige delstater (eksklusive Berlin) på 336 kr./m2, mens gennemsnitsprisen i Hamborg er 4.908 kr./m2.”

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Lise Nielsen