Socialminister Karen Jespersen (V) påstår, at hun har forhandlet med Kommunernes Landsforening om at bygge billige kollegier og ungdomsboliger. Men det passer ikke. Der har kun været forhandlet om plejeboliger
Socialminister Karen Jespersen (V) påstår, at hun har forhandlet med Kommunernes Landsforening om at bygge billige kollegier og ungdomsboliger. Foto: Polfoto
Det er lodret forkert, når socialminister Karen Jespersen (V) påstår, at hun før valget forhandlede med Kommunernes Landsforening (KL) om at bygge flere billige kollegieværelser.
I mandags sagde ministeren til Urban, at "det er helt relevant, at der er boliger, som er til at betale også for studerende. Og lige inden valget blev udskrevet, var vi i gang med at forhandle med Kommunernes Landsforening for at finde en løsning."
Udtalelserne fandt sted i kølvandet på oplysninger om, at mange kollegieværelser nu er så dyre, at studerende ikke har råd til at bo i dem. Og hvis det problem skal løses, kræver det nye aftaler mellem Socialministeriet og KL om nybyggeri og priser for husleje - i tekniske termer: et ændret rammebeløb og en finansieringsreform.
Men i KL har man en noget anden opfattelse af forhandlingerne:
"Før valget blev udskrevet, havde vi drøftelser med Socialministeriet om at hæve rammebeløbet for det almene byggeri. Vi så gerne, at forhandlingerne skulle dreje sig om samtlige almene boliger, altså boliger til unge og studerende. Men Socialministeriet ville begrænse forhandlingerne til plejeboliger. Der er ingen hos os, som kender til, at der også var forhandlinger om et andet rammebeløb for kollegiebyggeri," siger Maj Green, der er vicekontorchef i KL's kontor for Teknik og Miljø.
På Christiansborg er oppositionen stærkt fortørnede over socialministerens udtalelser.
"Karen Jespersen snyder på vægten. Hun foregiver, at hun har løsninger, men gør alt, hvad hun kan for at løbe fra ansvaret. Hulheden i den borgerlige regerings boligpolitik bliver jo afsløret her," siger boligordfører Bjarne Lausten (S).
Ifølge SF's boligordfører, Morten Homann, er det meget alvorligt, at Karen Jespersen forsøger at skjule regeringens reelle politik: "Nu er regeringen kommet dårligt fra start i valgkampen og virker desperate. Men det gør det ikke bedre at forsøge at lyve om, hvordan virkeligheden ser ud," siger han.
Hos de radikales boligordfører, Charlotte Fischer, er kritikken ikke mindre hård:
"At Karen Jespersen går ud og siger usandheder med åben pande, overgår mine vildeste begreber. Det er så stupidt," siger hun.
Ifølge Karen Jespersen er der dog blot tale om en kommunikationsbrist mellem hende selv og hendes embedsfolk.
"Jeg er enig med KL i, at forhandlingerne også skal handle om almene boliger til unge, og det troede jeg også, at de gjorde. Det var mit indtryk, at jeg havde givet det budskab videre til huset (embedsmændene i Socialministeriet, red). Men det har jeg så gjort nu," siger Karen Jespersen.
- Så hvis du fortsat er socialminister efter valget, vil du også forhandle om flere boliger til unge og studerende med KL?
"Ja."
Karen Jespersen lover også, at hun vil kigge på en finansieringsreform, så der ikke kun bliver bygget flere kollegieboliger, men så de også bliver til at betale for de studerende.
1. november 2007
Skrevet af: Peter Keiding